I området omkring Tverstedsøerne vokser flere spændende planter. I sommerhalvåret blomstrer åkanderne i søerne, de fredede orkideer, hjertebladet fliglæbe og knærod i plantagen og den blodrøde storkenæb i klitterne.

Derudover besøges søerne flittigt af gråænder og blishøns. Nordøst for søerne ligger Danmarks sidste fungerende stokmølle. Den er fra 1912 og placeret på toppen af en lade. Navnet stokmølle kommer fra det kraftige tømmer, som bærer møllevingerne.

Der er flere afmærkede vandreruter i området heriblandt den nationale cykelrute Vestkystruten, som krydser gennem Tversted Klitplantage. Syd for Tverstedsøerne finder I en stor naturlegeplads til børnene, parkeringsmuligheder og toiletter.
Fra parkeringspladsen ved Tverstedsøerne kan du gå en tur på den blå kvalitetssti, der er en 7,5 km lang vandrerute, som går forbi den smukke Østerklit Stokmølle og ud til Skiveren, hvorfra turen går hjem gennem Tversted Klitplantage.
Er du interesseret i vandreture kan du med fordel se vores oversigt over de bedste vandreruter i Danmark. Her kan du også finde mange nordjyske ruter i nærheden af Tversted.
Kilde: Smutturen.dk
Målet med Smutturen er at øge synligheden af og interessen for offentligt tilgængelige og måske oversete naturgivne steder i Danmark for at tiltrække flere besøgende. Når du besøger smutturen.dk bliver du bedt om tilladelse til, at Smutturen bruger din lokalitet.
Hvis du accepterer det, kan du efterfølgende anvende sitets integrerede google-maps funktion og lave rutevejledninger til Smutturens forskellige steder. Funktionen fungerer kun, hvis du giver tilladelse til anvendelse af din lokalitet.
Smutturen er udviklet af Realdania i samarbejde med VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og Naturstyrelsen.