Lokale folkeskoler presses i denne tid hårdt af de økonomiske udfordringer, men heldigvis er der også lyspunkter i Hjørring Kommune.
Mandag aften blev et af dem præsenteret ved et spændende møde i skolebestyrelsen i det store Sindal Skoledistrikt.

Efter nogle generelle orienteringer om blandt andet det stramme budget og den nyligt besluttede fælles distriktsledelse med SkoleCenter Hirtshals, som fra nytår skal varetages af Lars Brøndum Leed, blev Ungegarantien således fornemt udfoldet af karrierelæringsvejleder Lene Peilicke og praktikkoordinator Per Hejlesen.
Meget kort fortalt handler Ungegarantien både om at skabe de bedst tænkelige forudsætninger for børnenes og de unges såkaldte positive destinationer samt kontakter til den bredest tænkelige vifte af uddannelser indenfor alle erhverv og jobtyper. Ungegarantiens succes er også allerede efter få år mærkbar for lærere og pædagoger i de lokale skoler og følges samt dokumenteres desuden af forskere ved Aalborg Universitet.

Efterfølgende blev skoledistriktets principper gennemgået af formand Anette Pedersen og skoledistriktsleder Lars Brøndum Leed.


