For langt de fleste børn er det en helt speciel oplevelse at komme tæt på dyrene på Hjørring Dyrskue. Her bliver alle sanserne bragt i spil.
De kan høre dyrenes lyde, de kan lugte dem, de kan se dem, de kan røre ved dem, og de kan endda mærke, hvor varm mælkener, når den kommer direkte fra koen. Også de store maskiner imponerer børnene på dyrskuet, og på langt de fleste udstillinger har børnene mulighed for at komme ind i eller sidde på en af de store maskiner.
![Skolebørn indtog Dyrskue 3](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/Dyrskue_Smalbro_1_800x600.jpg)
Akkurat som tilfældet nemlig er under Naturmødet, er fredag den helt store dag for børnene på Hjørring Dyrskue. Fra tidlig formiddag kommer børnene gående og cyklende fra skolerne i Hjørring samt med busser fra blandt andet Hirtshals, Sindal, Bindslev, Tårs og Vrå.
Ikke mindst den første dag er nemlig helt bevidst målrettet skolebørnene, som ganske vist også kan besøge stedet om lørdagen i selskab med deres forældre eller bedste forældre, men fredag er det i følgeskab med pædagoger og lærere, som for manges vedkommende har forberedt dem på den lærerige dag med et besøg af en lokal landmand på skolerne.
![Skolebørn indtog Dyrskue 6](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/Dyrskue_6_800x600.jpg)
Rigtig mange af de spændende stande, der har aktiviteter målrettet skolebørnene, formår da også at give ungerne en spændende og lærerig oplevelse, der indebærer både leg og læring, som er den pædagogisk korrekte tilgang til mangt og meget i tidens skolegang.
Der er ikke mindst gamle håndværk repræsenteret i form af et regulært smedeværksted med esse og ambolt, men også mere muntre stande med bagning af både snobrød og pandekager over åben ild. Ligesom en hel lama minsandten et andet sted grilles over en sagte ild.
![Skolebørn indtog Dyrskue 10](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/Dyrskue_5_800x600.jpg)
Endelig er der naturligvis alle dyrene, som af gode grunde er et helt kapitel for sig, men en helt særlig interesse vækker igen i år hestene. I staldene med de populære firbenede får blandt andre pædagogen Nanna Fonseca Nielsen adskillige besøg af børnene fra Bindslev Skoles SFO.
Der er kort fortalt rigeligt med både spændende og lærerige adspredelser for børn, men også de lidt ældre unge kan finde og få karrierelæring, for nu at blive i den pædagogiske jargon, idet de kan hente inspiration ved stande hos eksempelvis Vittrup Fri Fagskole og Nordsøen Fri Fagskole.
Det aktive Hjørne, som er målrettet børnene, finder man denne gang i stald 1 og i et telt, som ligger langs med hegnet mod øst. Hvis du kommer ind ad hovedindgangen fra Ålborgvej, så drejer du til højre og går skråt ned mod staldene, så kan du ikke undgå at møde Det aktive Hjørne.
![Skolebørn indtog Dyrskue 14](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/Dyrskue_9_800x600.jpg)
Imellem Stald 1 og teltet er der en plads, hvor der også sker en masse ting, så som pedaltraktortræk eller bare kørsel på en pedaltraktor og sjove konkurrencer, som børnene kan udfordre hinanden i. I Det Aktive Hjørne kan man også prøve at håndmalke en ko, lave et reb, male korn, kærne smør, smede jern og meget mere. Alle de frivilliger i Det Aktive Hjørne sørger for, at børnene ikke kommer til at kede sig her.
Lørdag ser vejret ganske vist ikke alt for lovende ud fra morgenstunden, men udstyret med regntøj og paraply er der altså masser af interessante og muntre oplevelser i vente, når portene klokken 8.30 igen åbnes til Hjørring Dyrskue.
Køb Billet
Foto: Niels Skipper.