BioMega skal forarbejde afskær fra lakseindustrien til blandt andet fiskeolie, hvilket skal ske i den nybyggede fabrik på Hirtshals Havn.
Hirtshals Skole har i den forbindelse lavet aftale med entreprenøren NCC om at følge byggeprocessen hos BioMega. NCC har nemlig totalentreprise på byggeriet.
Det er efterfølgende 7. B, der har været på besøg på byggepladsen, hvor eleverne blev vist rundt af projektlederne Niels Simonsen og Rasmus Topholt.
På første besøg var der fokus på struktøruddannelsen, mens man på de fremtidige besøg skal møde de mange forskellige håndværksfag, der medvirker ved byggeriet.
Projektleder Rasmus Topholt har efterfølgende været på besøg i klassen, hvor han fortalte om sin egen vej fra 7. k.asse over en tømreruddannelse til en uddannelse som bygningskonstruktør.
I dag er Rasmus Topholt så projektleder på byggeriet af BioMega. Han har blandt andet også lavet de tekniske tegninger herunder 3D tegninger af bygningen. Tegninger som klassen skal bruge i matematikundervisningen.
I næste uge skal klassen som allerede antydet besøge byggepladsen igen og da med fokus på et nyt håndværksfag. Desuden skal de undersøge, hvor råvarerne i form af lakseafskær til produktionen kommer fra.
Hvis vejr og ikke mindst corona tillader det så også med besøg på andre virksomheder på havnen.
Kilde og foto: SkoleCenter Hirtshals.