I 2017 fik børn og voksne deres første bistade med et par magasiner, en lille håndslynge, en skrællebakke og lidt ekstra tavler på Horne Skole.
– Vi måtte som nye biavlere ud og købe en bifamilie til den nette sum 1.250 kroner, fortæller lærer Jimmy Hansen på Horne Skole.
Som en lille tilføjelse var skolens projekt 2 år, før Hjørring Kommune deltog i projektet med Giv os naturen tilbage. Her deltog Bonderøven alias Frank Erichsen, idet der blev lavet flere programmer, der senere blev vist på DR1.
– Siden er det gået slag i slag. Vi er blevet større. Skolen råder i dag over 20 styk heldragter, sådan at elever og lærere kan komme tæt på bierne og være med til det praktiske arbejdet i bigården, tilføjer Jimmy Hansen.
Ligeledes har Horne Skole gennem Laura Jepsens Minde Fond fået en flot donation. Dette gør, at de i dag har 4 bistader og en helt ny slynge med motor, bikube, sværmfanger, honningspande, honningtapper og meget andet.
– Så i dag har vi næsten alt, man kan ønske sig som biavler, fastslår Jymmy Hansen.
Skolebigården er da også et tilbud for alle elever i SkoleCenter Hirtshals. De sidste par uger er der desuden sket en del ting i skolens bigård.
– Vi har fået lavet et par nye bifamilier, hvor der er tilsat ny dronninger. Elever har efterfølgende besøgt bierne og tjekket, om alt stod vel til med de nye familier og dronninger. Der blev set efter, om de var begyndt at lægge æg. Eleverne var med til at gennemgå bistaderne, og de fik lov til at se og holde de forskellige tavler, både med yngel og pollen, uddyber Jimmy Hansen.
Da de kom til honningtavlerne, blev de nemlig noget forbavsede over, hvor tunge de kunne være. En fuld forseglet honningtavle kan indeholde op til 2 til 3 kilo ren honning.
Når eleverne i starten af august har slynget årets honninghøst, og honningen er blevet rørt, kommes den på glas, der så gemmes til skolefesten.
Her afholdes der tombola, hvor elever og forældre kan vinde op til flere glas honning. Overskuddet herfra går ubeskåret til et fælles skolearrangement.
Foto: Jimmy Hansen.