Der er konger, dronninger og ACTION-skak på skemaet, når 46 unge fra to skoler i Hjørring spiller hjernen stærk på Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag fredag den 7. februar 2025.
I Hjørring Kommune deltager Nordvestskolen – afdeling Bjergby og Sindal Skole – afdeling Lendum. Dagen sætter deltagerrekord, og skolerne melder, at eleverne elsker den alternative skoledag!
Færre konflikter, flere relationer og mere ro er hverdagen på skoler, som har indført systematisk skoleskak.
Fredag den 7. februar fejrer 351 af dem Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag med omtanke og hjernegymnastik. Ministre, skoleledere og lærere er begejstrede, for danske elever har europarekord i skærmforbrug – men 7. februar kigger de op, ser hinanden i øjnene, deler håndtryk og ønsker ”god kamp”.
Mads Jacobsen, generalsekretær, Dansk Skoleskak:
– Det er stærkt, at ”hjernens motionsdag” igen sætter rekord, når 59.873 elever går på vinterferie med en tænksom skoledag og nye relationer i rygsækken. Skoleskak spiller hjernen og fællesskabet stærk, og det er noget, tiden virkelig kalder på. Vi kalder det ”#mindresnakmereskoleskak”.
Deltagerrekorden for Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® på landsplan med 59.873 deltagere fra 351 skoler glæder børne- & undervisningsminister Mattias Tesfaye:
– Skakspillet er ganske enkelt et fantastisk spil! Det er sjovt og giver samtidig god træning i at tænke strategisk og logisk. Og så er det et spil, som alle kan lære at spille. Det er mit indtryk, at mange i dag spiller onlineskak på deres telefon. Det er også fint. Men det er sjovere at sidde fysisk over for sin modstander.
– Derfor synes jeg, det er positivt, at eleverne til Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® rent faktisk mødes over skakbrættet og ser hinanden i øjnene. Det er et godt modtræk til kun at mødes online. Et spil skak kan også åbne døren for nye venskaber. Måske spiller du pludseligt med en, du ikke plejer at tale med i frikvartererne. Det er da fedt. Jeg ønsker alle en rigtig god skakdag!
Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® afholdes i 2025 for 15. gang, som en tænksom pendant til den kendte Skolernes Motionsdag. De fleste skoler byder eleverne på hjernegymnastik med alternative varianter af skakspillet som for eksempel ACTION-skak, Pistolskak og Arm & Hjerne-skak.
Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag® 2025 arrangeres af skoler landet over i samarbejde med Dansk Skoleskak, Spar Nord Fonden og en række lokale fonde.
Dansk Skoleskak hjælper børn og unge med at spille hjernen stærk og udvikle sig fagligt, socialt og mentalt via skoleskak.
Dansk Skoleskak er startet i 1960 af skoleledere, -lærere og -elever. Dansk Skoleskak har den nationale kompetence i skoleskak og rådgiver kommuner og skoler i at anvende skoleskak som systematisk læringsmetode bl.a. via de evidensbaserede læringsprogrammer: SKAK+MAT®, hvis læringseffekter er undersøgt og formidlet internationalt, SFA – Skoleskak For Alle® målrettet elever med ADHD, autisme og indlæringsvanskeligheder og HPS – hjernen på skemaet®, der styrker elevernes mentale trivsel og tro på egne evner.
Dansk Skoleskak står blandt andet bag Skakkens Hus – hjernens motionscenter®, Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag®, Skoleskaklærer-uddannelsen® og Skakshoppen.dk, der forsyner skoler og familier med skakmaterialer. Se mere på Skoleskak.dk.