Før jul blev alle skolebørn i Danmark hjemsendt for at bidrage til en mindsket smittespredning.
Forvaltningen må dog nu konstatere, at smitteniveauet IKKE er faldende. Da der er en overrepræsentation af smittede i alderen 11-20 år, har Hjørring Kommune derfor besluttet at udsætte de ældste elevers fysiske fremmøde i skolen til mandag den 11. januar.
Det betyder, at elever i 5.-10. klasse fra mandag den 4. januar til og med fredag den 8. januar vil modtage fjernundervisning. Forældre vil modtage information fra jeres skole om det konkrete indhold af fjernundervisningen til jeres børn.
Elever i 0.-4. klasse møder ind til fysisk undervisning på skolen fra mandag den 4. januar. Det samme gælder alle elever i 0.-10. klasse i Hjørringskolen, samt elever i Heltidsundervisningen.
Det er forvaltningens håb, at denne forskudte opstart i skolen kan være med til at sænke smitteniveauet i Hjørring Kommune.