Kristoffer på 22 år er diagnosticeret med Aspergers og har haft en turbulent skolegang med flere års fravær. Men da han kom i virksomhedspraktik hos skorstensfejermester Flemming E. Nielsen, som er garantipartner i Ungegarantien, ændrede alt sig.
I dag er han i lære som skorstensfejer og trives i sit arbejde. Flemming mener, at man altid skal tage imod praktikanter uanset deres udfordringer, hvilket har vist sig at give pote for både Flemmings virksomhed og for Kristoffer.
Fra fravær til fast arbejde
Kristoffer begyndte allerede i 2. klasse at pjække fra skole og endte med sammenlagt at gå glip af 3,5 års skolegang. Derudover havde Kristoffer svært ved at finde en vej frem og finde sit kald. I sin unge teenagealder blev han diagnosticeret med Aspergers.
Efter flere år med udfordringer og en turbulent tid under Corona-pandemien, kom han, med hjælp fra Business Hjørring, i en virksomhedspraktik hos Skorstensfejermester Flemming E. Nielsen.
I starten var aftalen, at Kristoffer kun skulle arbejde to timer om dagen og kunne tage hjem efter de to timer, når han blev træt. Men allerede fra første dag arbejdede han hele dagen.
“Det viste sig, at han slet ikke blev træt,” fortæller Flemming.
Kristoffer kom nemlig i de helt rigtige rammer fra starten. Arbejdet passede ham, og han fandt med det samme glæde i at være ude i den friske luft og få struktur på hverdagen.
Ingen særbehandling – bare en god læreplads
Andrew, som oplærer Kristoffer, understreger, at han ikke får nogen særlig behandling.
“Nogle gange tænker jeg slet ikke over, at Kristoffer har en diagnose” forklarer han og fortsætter: ”Jeg tror jeg tager det roligt med alle nye og prøver at se, hvor de er henne. I starten ville han helst ikke løbe op til dørene og banke på, men det er der næsten ingen nye lærlinge der vil”.
Kristoffer bekræfter dette og fortæller, at han hurtigt følte sig som en del af holdet. Han nød friheden i arbejdet og de små sociale interaktioner med kunderne, hvor han kunne tage det i sit eget tempo.
“Det sociale har været den største udfordring, men jeg har udviklet mig mere, end jeg nogensinde havde turdet drømme om,” siger han.
En øjenåbner for virksomheden
Kristoffer har ikke kun fået en ny chance – han har også givet virksomheden nye perspektiver.
“Han er den første lærling, jeg har haft, der er kommet og spurgt ind til en EU-forordning. Når han spørger til det, må man jo gå hjem og læse op på, hvad det betyder”, fortæller Flemming med et grin.
Samarbejdet med Business Hjørring har også fungeret godt. Flemming husker en telefonsamtale med Virksomhedskonsulent Ung, Trine Bressay, der efter to uger spurgte, om Kristoffer arbejdede de aftalte 10 timer om ugen.
“Jeg svarede: ’Nej han er her ikke i den tid han lovede…..han er her 37 timer.’ Der blev helt stille i den anden ende!” fortæller Flemming.
Virksomhederne skal finde den rigtige nøgle
Kristoffers historie er et bevis på, at man ikke skal afvise en praktikant, bare fordi de har en diagnose eller har andre udfordringer.
“Man kan jo ikke sige, at nogen ikke duer, før man har givet dem en chance,” siger Flemming.
Han understreger, at det kræver arbejde, tålmodighed og en indsats at tage imod praktikanter, men at belønningen er stor.
“Det er en berigelse at få mennesker ind, der ser verden på en anden måde. Hvis man finder den rigtige nøgle, som kan låse en person op, så får alle parter noget ud af det!”
Kristoffer er et levende bevis på, at en god praktikplads kan gøre en verden til forskel. Og med flotte resultater på skorstensfejerskolen – fem 7-taller og fire 10-taller – er han godt på vej mod en lys fremtid i faget.
Om Ungegarantien
Garantipartnerne garanterer, at de vil hjælpe alle unge, der henvender sig til dem, med at forfølge deres positive destination. Alle virksomheder kan blive Garantipartnere, når de vil forpligtige sig til:
- at hjælpe alle unge, der henvender sig til dem, med at forfølge deres positive destination. Hvis en virksomhed ikke selv har mulighed for at tilbyde den unge f.eks. job, praktik eller læreplads, forpligter virksomheden sig til at guide den unge videre til en anden aktør i Ungegarantien
- at samarbejde om udsatte unge med bl.a. jobcenter og Børne- og familieområdet (f.eks. om særlige praktikforløb)
- at være ambassadør for Ungegarantien i eget netværk.
Læs mere om Ungegarantien her!
Kilde: Business Hjørring.