Onsdag aften blev der ikke bare afholdt skolefest, hvor temaet naturligvis var halloween, men samtidig også en stor praktikmesse på Hirtshals Skole.
Rundt omkring på skolen var der derfor masser af forskellige aktiviteter med fantasifuldt udklædte børn og voksne, mens elever fra 9. A, B og C med ikke færre end 65 stande fortalte om deres praktikophold på virksomheder i Hirtshals.
Starten på projektet med praktikmessen gik allerede den 2. september med en branchedag, men kulminerede så onsdag aften, hvor forældre, søskende og praktikværter kunne få et flot indtryk af, hvad de mange elever havde lært under forløbet.
Eleverne var da også alle utrolig skarpe på fakta om virksomhedernes forhold samt de relaterede uddannelsesmuligheder og stillinger, når interesserede gæster spurgte ind til deres ophold, men mange var tillige spændte på den karakter, de først får på fredag.
Eleverne har været i praktik ved så forskellige virksomheder og institutioner som blandt andet MarineShaft, Fjord Line, SPAR, Hotel Skaga og Vendsyssel Historiske Museum.
Praktikforløbene og messen onsdag er et led i Ungegarantien, som er et netværk bestående af skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder i Hjørring Kommune.
Tak for lån af en rigtig dygtig, nysgerrig og videbegærlig elev fra Hirtshals skole. Vi var heldige st få Sofia i praktik i Børnehuset Hawfruen. En spændende uge med pædagogiske dage i Hirtshals og Aalborg. Skønt med unge mennesker der stiller spørgsmål.
Flot skolearrangement med mange besøgende 🧜♀️💙