Savner du tid, ro og inspiration til at skrive? Så tag på skriverefugium på Strandlyst Badehotel fra den 16. til 20. maj. Her fordyber du dig i dine egne tekster, får nye skriveværktøjer og tid i den smukke natur, der ligger lige udenfor badehotellet.
Du vil blive præsenteret for forskellige skriveøvelser, teori og tekstoplæsning. Vi skal tale om, hvornår en tekst virker, hvad du selv kan gøre for at løfte dit skriftssprog, og dele ideer om, hvordan man skaber gode skrivevaner.
Du vil også blive præsenteret for autofiktion, sanseskrivning, research, opbygningsmodeller og konstruktiv kritik.
Alle er velkomne. Du behøver ikke at have skrevet en masse før, men du er velkommen til at tage tekster med, som du arbejder på. Det kan både være fiktion og fakta. Det er en fordel at medbringe sin egen computer, forlængerledning og et USB-stick med. Det er frivilligt, om du vil læse dine tekster op og få feedback på dem undervejs, ligesom det er frivilligt, om du vil lave de fælles øvelser i programmet. Refugiet vil veksle mellem oplæg og skrive-tid på egen hånd.
Din skrive-vært hedder Helle Møller Riis:
“Jeg er skribent, journalist og underviser og er blandt andet forfatter til biografien om Jacob Haugaard “En Gøgler på Strandvejen”. Jeg har mange års erfaring i skriveundervisning og er tilknyttet Vrå Højskoles skrivehold.
Ud over at være journalist er jeg uddannet mentor, projektleder og voksenunderviser. I min fritid rider jeg islandske heste, og har lige siden jeg var helt lille brændt for at skrive og for den gode historie. Jeg har skrevet digte, biografier og artikler. Jeg elsker det skrevne ord, og læser alt fra moderne litteratur, essays og lyrik til klassikere og faglitteratur.
Du er velkommen til at følge min instagram-profil, besøge mig på Linkedin eller hoppe over på min Facebookside Tekstdesigner. Du kan også tjekke min hjemmeside ud.”
PS: Pak eventuelt badetøj og vandresko med i tasken, hvis du vil bade i Vesterhavet eller trave ture i Tornby Klitplantage, her er masser af skønne ruter.
PPS: Der er max plads til 15 på holdet, og pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet
Pris inklusiv fuld forplejning*: Mad, drikke: Kaffe/te og vand og forfriskninger
5795,- i enkeltværelse
5100,- i dobbeltværelse
*øl, vin og sodavand kan købes for egen regning.
Den 16. til 20. maj 2024.
Program
Torsdag: Fra klokken 15:00: Indtjekning
17:00: Introduktion i skrivestuen: Præsentation og forventningsafstemning.
Aftensmad
Introduktion til dagbogsøvelse
Fredag:
Morgenskrivning
Morgenmad
10:00 Opsamling og øvelser i skrivestuen: Faktion/autofiktion. Introduktion til konstruktiv kritik & mulighed for skrivemakker-skab
Frokost
15:00 Fakta-øvelse
Aftensmad
Aften med mulighed for fælleshygge eller arbejde på egen hånd
Lørdag:
Morgenskrivning
Morgenmad
10:00 Opsamling og øvelse: Skriv i naturen, brug dine sanser
15:00: “Skriv en historie, der foregår på et hotel”. Plot-udvikling. Spændingskurver og dramatik
Aftensmad
Aften med mulighed for fælleshygge eller arbejde på egen hånd
Søndag:
Morgenskrivning
Morgenmad
10:00 Research, hvorfor er det vigtigt. Troværdighed og etik i skrivningen
Frokost
15:00: Dialog-øvelse
Aften: Fællesoplæsning af tekster og hygge
Mandag:
Morgenskrivning
morgenmad
10:00 Hvad gør jeg, hvis jeg bliver ramt af skriveblokering. Øvelser
Frokost
15:00: Opsamling: Hvad skal der ske nu, hvordan fastholder man gode skrivevaner. Farvel og tak for denne gang.