For nylig var der sjovt og anderledes besøg hos Nordsøen Oceanarium. Der var skuespillerne Kathrine Høj Andersen og Lars Topp Thomsen nemlig på visit sammen med kolleger fra Aalborg Teater.
De spiller hovedrollerne i det kommende teaterstykke Klumpfisken, som handler om fiskeren Kesse fra Hirtshals, der kæmper for at få forretningen til at hænge sammen. Undervejs får Kesse den kvindelige biolog Gerd med ombord, som skal lave reguleringsrelevant forskning. Og hvad er så mere oplagt end at besøge Nordsøen Oceanarium og virkelighedens Gerd – vores chefbiolog Kristina Ydesen – og få inspiration og værdifuld viden om Nordsøen og fiskeriet.
Besøget varede et par timer, og skuespillerne viste stor interesse og havde stor spørgelyst. Undervejs blev der talt om alt fra iltsvind til CO2-kvoter, forholdet mellem det at drive forretning og samtidig passe godt på naturen – og meget mere.
Nogen har måske set filmen klumpfisken fra 2014. Dengang fandt skuespillerne også inspiration hos Nordsøen Oceanarium, og hovedrolleindehaveren lærte blandt andet at tale flydende nordjysk af vores gode akvarieassistent Henrik Brink.
I denne omgang fik skuespillerne fra Aalborg Teater dog ingen lektioner i nordjysk. De holdt sig til at spørge ind den store viden om fiskeriet og havet, som vi har her i huset – både hos Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark.
Foto: Nordsøen.