Igen i år er det Slåbrock Band, der skal spille Skagen Festival i gang. Det sker, når det lokale orkester torsdag den 29. juni entrer telt-scenen på havnen i Skagen kort før middag.
– Vi betragter det som en ære, at vi nu for fjerde festival i træk får lov at spille de første toner, siger Slåbrock-sanger Kjeld Torbjørn. Vi regner med, det er fordi arrangørerne har opdaget, at vi i al beskedenhed trækker ret så mange tilskuere ind i teltet – trods det tidlige tidspunkt på dagen.
– Vi håber, der kommer mange også i år, for det er den eneste koncert for os på Skagen Festival. Vi har to musikere, Ole Albrechtsen og Michael Friis, der også spiller i Hjørring Revyens orkester – og af kontraktmæssige årsager kunne de kun få fri til koncerten torsdag. Men vi er i fineste form – i forrige uge havde vi den store fornøjelse og ære at indvi den nye, flotte friluftsscene i Holstebro Lystanlæg, og det havde hele 3000 mennesker lyst til at overvære.
Kjeld Torbjørn fortæller, at Slåbrock Band senere på sommeren spiller på Stauning Jazz Festival i den idylliske Stauning Havn ved Ringkøbing Fjord.
– Det lyder jo lidt bizart. Slåbrock-musik er ret langt fra jazz. Men jeg skal hverken indøve “Saint Louis Blues” eller “When The Saints Go Marching In”. Arrangørerne har simpelthen valgt at have en teltscene, hvor man kan søge hen, hvis man skulle få rigeligt med horn og banjo. Og ikke et ondt ord om jazz, griner Torbjørn, men det håber jeg, at folk så gør, slutter Torbjørn.