Slåbrock Band & Trio lukker definitivt for musikken efter 50 års virksomhed – og gør det med udgivelsen af orkestrets første, sidste og eneste live-album. Nemlig optagelsen af hele afskedskoncerten den 15. februar på Vendelbohus i Hjørring.

Dette album fås ikke i fysisk form som f.eks. CD eller LP, men udelukkende som download via link på Slåbrocks facebook-side eller via pladeselskabet Gateway. Men det svarer stort set til et dobbelt-album med samtlige 21 sange fra den sidste koncert – og på coveret ses da også de medvirkende musikere symbolsk fotograferet bagfra, mens de vinker farvel og tak til publikum. Album-titlen er slet og ret ”Afskedkoncert”,
Det Hjørring-baserede orkester har gennem årene rummet i alt 26 musikere i kortere eller længere perioder, men de seneste syv-otte år har besætningen været uforanderlig.

De medvirkende musikere er Ole Albrechtsen, Torkild Mørch Albrechtsen, Michael Andersen, Mads Dybdal Andersen og Michael Friis – samt naturligvis Slåbrocks grundlægger tilbage i 1974 Kjeld Torbjørn, der er mester for sangteksterne og de fleste af melodierne. Og desuden medvirker som speciel æresgæst guitaristen og mandolinspilleren Knud Møller, der i sin tid startede sin karriere i netop Slåbrock.
Live-optagelserne er produceret og grovmixet af Ole Albrechtsen, der har fået stor hjælp til finpudsningen og mastering af Erik Olsen, der også var manden bag lydpulten på Vendelbohus.


