Slåbrock siger farvel og tak, når sidste koncert er spillet i januar 2025. Det er dog ikke sikkert, at det også er sidste gang, Kjeld Torbjørn bruger sin sprøde røst på en scene.
Det fortæller han i et interview om sit livsværk, Slåbrock.
– Det kan godt være, at der skal ske noget, men det bliver ikke i et større format.
For Slåbrocksangeren er det for vemodigt at skulle lægge mikrofonen helt på hylden, når han kan se, hvilken glæde det bringer.
– Det betyder utroligt meget for mig, at folk går hjem og føler, at de har haft en god aften. Det er på mange måder vigtigere end penge for mig.
Kjeld Torbjørn kæler i stedet ved tanken om at fortsætte med at synge for de lokale i Vendsyssel, dog vil koncerterne ikke blive solooptrædender.
– Jeg kan ikke tage rundt og lave koncerter alene, for jeg er en tumpe, der ikke har lært at spille på noget, fortæller han, griner fjoget og fortsætter: Jeg skal have hjælp, men det kan jeg også nok få, hvis det er.
Med Slåbrock er en gylden æra forbi
Musik har altid haft en speciel plads i hjertet hos Kjeld Torbjørn. Både som sanger i fritiden for Slåbrock, men også hans tid som musikanmelder af plader og koncerter gennem hans journalistiske karriere.
Kjeld Torbjørn gik på pension tilbage i 2008, og siden da er der blevet brugt mange timer på Slåbrock Trio.
– Vi har haft den store fornøjelse, at det er gået utrolig godt de senere år, når vi har spillet.
I år markerer Slåbrock 50-års jubilæet, og det mener Slåbrocksangeren er et perfekt punktum.
– Jeg vil gerne slutte nu, mens legen er god. Jeg gider ikke, at folk kommer og siger ”ja det skulle du nok have gjort sidste år.” Men jeg kommer da til at savne Slåbrock. Det ville da være mærkeligt andet.
Om mikrofonen kommer i hånden igen, efter sidste koncert er spillet for Slåbrock, er endnu uvist, men heldigvis kan man stadig få fornøjelsen af at høre Kjeld Torbjørns humoristiske revytekster i Hjørring Revyen lidt endnu.
– Et eller andet skal man jo lave, og jeg synes, det er fint at lave noget lokalt. Så må vi se, om det stadig indebærer musik. Jeg elsker det jo!
Link til relateret artikel
Slåbrock Band fejrer 50 år med udsolgt koncert på Vendelbohus i Hjørring