Lørdag den 25. maj kl. 15:00 er der endnu engang koncert på Kaosfabrikken i Løkken. Denne gang med et af de største orkestre Vendsyssel nogensinde har haft.
2024 er året, hvor det efterhånden legendariske navn i dansk musik, Slåbrock, kan fejre 50 års fødselsdag. Dannet som hygge-band i januar 1974 – og med debut på scenen som opvarmning for selveste Sebastian i november samme år. Resten er historie – i hvert fald for de fans, der trofast har lyttet til og moret sig over bandets festlige musik i mange stilarter og ikke mindst grundlæggeren Kjeld Torbjørns utallige, finurlige og satiriske tekster om stort og småt i det danske samfund.
I dag omfatter navnet Slåbrock to konstellationer: En akustisk trio – og et fem mands band med fuld power. Her er det altså trioen, det drejer sig om. Kjeld Torbjørn har i alle årene været primus motor i koncernen, og på scenen har han forrygende godt selskab af de ikke så lidt yngre Ole Albrechtsen, guitar og dobro, samt Torkild Mørch Albrechtsen, guitar.
– Engang spillede jeg for at kunne leve ubekymret, nu spiller jeg for at kunne dø lige så ubekymret,
griner Torbjørn.
De 50 år fejres med koncerter, hvor de gamle klassikere får lov at fylde mest i repertoiret. Med i alt tre LP-plader og fire CDer samt en række singler er der sange nok at plukke til jubilæums-buketten.
Billetter til koncerten er inkl. kaffe & kage kan købes via Kaosfabrikkens facebookside og på www.place2book.com