Flere og flere skoler har haft økonomiske udfordringer med at drive deres kantiner, hvilket tidligere er set i blandt andet Sindal Skoledistrikt, hvor også skolerne i Bindslev og Lendum nu får leveret mad fra Martin Kok.
Senest er det så skolebestyrelsen og ledelsen i SkoleCenter Hirtshals, der har truffet beslutning om, at de elever og voksne, der ikke tager madpakke med eller vil supplere denne, kan få det leveret fra Slagter Winther hos Spar i Hirtshals.
– Vi glæder os meget over, at man har valgt os som leverandør og ser frem til et godt samarbejde, siger købmand René Ejstrup Larsen hos Spar på Margrethevej i Hirtshals.
Man går simpelthen ind på hjemmesiden hos Slagter Winther, hvor man kan vælge menupunktet Skolemenu. Her præsenteres en række forskellige menuer og drikkevarer, som man kan bestille direkte fra siden, som er lavet af Henrik Risager fra Mediehuset Hirtshals.
– Man er velkommen til at komme med feedback, hvis der er noget, man mangler eller kunne ønske sig, slutter René Ejstrup Larsen, som med ordningen også skal levere til skolerne i Tornby og Horne.