Mandag var borgmester Søren Smalbro, kommunaldirektør Leif Johannes Jensen og direktør for Kultur-, Teknik- og Miljø Bettina Hedeby Madsen taget til Sindal for at møde byens borgere og et par virksomheder, som har gjort sig særlig bemærket inden for deres felt.
Første besøg var hos maskinvirksomheden SR Agro & Last, der har specialiseret sig i at servicere landbrugets tunge maskiner. På seks år har Rune og Sune skabt en virksomhed i rivende udvikling og med det skaffet mange arbejdspladser til byen.
Derefter bød virksomheden Scanfiber velkommen indenfor, med rundvisning helt ind i produktionshallen, hvor der udvikles og produceres moderne letvægtspansring af fiberkomposit-materiale. Selvom Sindal formentlig er et af de meste rolige og sikre steder i verden at befinde sig, kommer den barske virkelighed helt tæt på, når man får panser mellem hænderne, der skal benyttes i verdens brændpunkter. Sikkerhedsspørgsmålet er desværre blevet helt højaktuelt med Ruslands invasion af Ukraine, men her spiller virksomheder som Scanfiber en vigtig rolle med at yde maksimal sikkerhed for frontpersonel og udstyr.
Dagen sluttede af i Sindalhallen, hvor borgmesteren tog imod mange spørgelystne borgere, men inden da slog delegationen et smut forbi Bageriet Ingeborg, der om noget er et bevis på, at man kan vende strømmen og sikre udvikling i et område, hvor butiksdød desværre er nærværende en del af hverdagen.
Tak for gæstfriheden til Sindal og tak til alle de mange borgere, der med vidt forskellige ærinder, problemer og gode råd tog sig tid til at kigge forbi til en snak med borgmesteren.
Kilde: Hjørring Kommune.