Tankerne har været langt omkring, siden bestyrelsen på Friskolen Skallerup for første gang nikkede ja til personalets ønske om at opgradere udearealerne rundt om det fælles hus, som rummer både vuggestue, børnehave og skole for 0. til 9. årgang.
Friskolen Skallerup har siden 2014 haft udedag for indskolingen, kaldet Mælkevejen. Det betyder, at alle de elever, der har gået på Friskolen Skallerup, siden de var små, har haft udedag fast en hel dag om ugen i al slags vejr året rundt. Udedag går ud på at flytte al undervisning ud fra skoledagens start til slut.
Friskolens hverdag er organiseret ud fra temabaseret undervisning, hvilket betyder, at der ikke figurerer fag på skemaet. Det er fire store overordnede temaer hen over et skoleår, der definerer, hvad eleverne kommer igennem i løbet af et helt skoleår. Det er dét, Friskolen Skallerup blandt andet bruger friheden til.
– Desuden bruger vi friheden til at lægge mest mulig undervisning ud, men vi har også måttet sande, at det er lettere at sikre høj faglighed i den udendørs undervisning i indskolingen, end det er på mellemtrinnet og i udskolingen. Det ønsker vi at gøre noget ved. Vi ønsker at udvikle en hybrid mellem inde- og udedidaktik, og til dét formål har vi manglet fysiske rammer, som ikke kun er antal udendørs kvadratmeter, fortæller Bodil Møller Jensen, som er skoleleder på Friskolen Skallerup.
– Det er blevet til et fantastisk samarbejde med arkitektfirmaet Bjerg, som har tegnet Det Udendørs Læringsrum, hvortil første spadestik bliver taget på fredag den 9. december klokken 8.10 ved Søren Smalbro. Efter mange konstruktive samarbejdsmøder har bestyrelsens arbejdende udvalg i samarbejde med Bjerg udarbejdet en plan, som Bjerg har omsat til et imponerende udendørs læringsrum, tilføjer Bodil Møller Jensen.
De sidste store skridt er endt i samarbejde med entreprenørfirmaet Ilbro, som har udvist stor interesse i projektet og givet det bedste bud på en totalentreprise. Det er et overordentligt tilfreds udvalg, der nu kan skrive under på et særdeles vellykket – nu næsten afsluttet – samarbejde med Bjerg og et nyt påbegyndt samarbejde med Ilbro, som har samlet et stærkt team til at løfte den nært forestående opgave.
– Friskolen Skallerups elever, forældre, bestyrelse og personale ser frem til en ny tid med spændende resultater i vente, slutter Bodil Møller Jensen.