Mads Halle Bruun og Lars Kruse Jensen havde Store Bededag taget bestik af vejrsituationen og med virksomheden Surf og Natur meldt ud på de sociale medier, at der om aftenen ville være undervisning i Stand Up Paddling fra Husmoderstranden ved Hirtshals.
Den udmelding var tydeligvis populær, idet mange mødte frem enten med eget udstyr eller lånte det ved den vogn, som de to surfere har investeret i og til lejligheden havde opstillet ved Vestmolevej. Mange andre sad blot og nød det idylliske syn af solnedgangen over Skagerrak.
Mads Halle Bruun og Lars Kruse Jensen er desuden i denne tid spændte på, hvor mange der melder sig til den nye konkurrence med SUP i Hirtshals Havn. Den er som afløser for Small Ship Race arrangeret af Hirtshals Handel & Erhverv til afvikling den 26. juni fra kl. 15 til 18 i havnebassinet ved Hirtshals Marina.
Det endelige program til den store event er som tidligere udmeldt endnu ikke på plads, men sæt allerede nu kryds i kalenderen til en festlig dag med masser af musikalsk underholdning både på Hirtshals Havn og Husmoderstranden samt altså konkurrencen med SUP.