Torsdag aften blev Menighedsplejens udvidelse fra Hirtshals Sogn til Horne, Asdal, Tornby og Vidstrup sogne markeret med en fornem koncert / fællessangsaften med forfatter Dy Plambeck og komponist Marianne Søgaard.
Det blev en meget poetisk og smuk aften, hvor Dy Plambeck introducerede sangenes forhistorie og tilblivelse, og hvor Marianne Søgaard både fremførte solonumre og akkompagnerede til mange skønne fællessange, nye som kendte.

Publikum var lærenemme og kirken blev fyldt med dejlig og indlevende fællessang med bl.a. ‘Hold håbet op’ og den ny grundlovssang ‘Der hvor du har hjemme’.
Selv til det uformelle samværd i Kirkecentret efter koncerten brusede fællessangen.
Samarbejdet for den udvidede menighedspleje er dermed sat på skinner på fornem vis, og en af bestyrelsens kommende store opgaver bliver at indsamle midler til og organisere kirkernes julehjælp.
Foto: Privat.


