Midt på eftermiddagen fredag var det tydeligt, at mange vidste, der var noget helt særligt under opsejling på Hirtshals Havn. Biler cirkulerede rundt op og ned ad Kystvejen og Vestmolevej, før de henad klokken 15 samlede sig i den kolde blæst ude på Vestmolen eller ved domicilet for rederiet Isafold.
Allerede en times tid tidligere havde man da også kunnet spotte en lille gul prik i horisonten, som langsomt voksede sig større og til sidst, mens solen ind imellem brød frem imellem de tunge skyer, lod sig identificere som den ny HG 333 Isafold, der blev fulgt tæt af redningsfartøjet Margrethe Gaardbo. Det store fiskefartøj, som mange havde holdt øje med på Marine Traffic, anløb dermed på trods af hårdt vejr undervejs fra Spanien planmæssigt Hirtshals Havn.
Ved kajen blev det smukke skib i rederiets karakteristiske mørkegule farve som allerede antydet modtaget af såvel talrige borgere som også repræsentanter fra rederiet, der formentlig og fuldt forståeligt i aften skal fejre, at det pelagiske fiskefartøj endelig er i hjemhavn.
Isafold har en længde på 87 meter, en bredde på op til 20 meter i agterenden og kan laste ikke mindre end 3.700 kubikmeter pelagisk fisk som blandt andet sild, makrel, blåhvilling og tobis. Vi har tidligere beskrevet skibets data, men satser også på en rundvisning senere.
Stort tillykke til alle hos rederiet!