Efter onsdagens store nederlag i Oddset Pokalen mod Brøndby skulle Vendsyssel FF lørdag eftermiddag forsøge at rejse sig igen i lørdagens kamp i NordicBet Ligaen hjemme på Nord Energi Arena. Modstanderen var superliganedrykkerne fra Hvidovre – et hold som Vendsyssel altid har det svært imod og kun har en enkelt sejr mod i de seneste 10 indbyrdes kampe.
Vendsyssel startede med en mere offensiv og aggressiv tilgang til spillet end længe set og matchede til fulde udeholdet. Kampen bølgede frem og tilbage og hjemmeholdets Kasper Kusk havde et par langskud mod Hvidovre-målet, som keeperen dog klarede problemfrit. I den modsatte ende af banen missede en Hvidovre-spiller en åben hovedstødschance midt i halvlegen.
I det 33. minut blev Hvidovre tildelt et lidt uforståeligt straffespark, da Vendsyssels forsvarsspiller Omar Jeballi blokerede et Hvidovreforsøg. Vendsyssels målmand Lasse Schultz klarede dog Frederik Høegh Jensens forsøg med en fantastisk flyvende fodparade! Resten af halvlegen forløb uden scoringer og holdene gik til pause med stillingen 0-0.
I 2. halvleg forsøgte Vendsyssel fortsat at presse spillet op på Hvidovres banehalvdel for at tilkæmpe sig den sejr, der kunne sende dem tilbage blandt de 6 slutspilshold. På et kontraangreb i det 56. minut blev holdet imidlertid spillet tyndt i højresiden og på en aflevering fra Jagvir Singh passerede Frederik Høegh Jensen let Lasse Schultz i Vendsyssel-målet.
Udeholdets scoring afstedkom hurtigt en reaktion fra Vendsyssel-træneren, der satte de to angribere Shanyder Borgelig og Marcus Hannesbo på banen. Intensiteten i kampen steg betragteligt men en usikker dommerpræstation af Jacob Rasmussen medførte nogle store frustrationer – ikke mindst hos hjemmeholdet, der modtog i alt 6 gule kort i kampen. De sidste 20 minutter af kampen bød på usædvanligt mange spilafbrydelser, hvilket ødelagde Vendsyssels forsøg på sætte det helt store pres ind til slut, og Hvidovre kunne rejse hjem med 1-0 sejren.
Selv om alt i kampen ikke var lige kønt, skal hjemmeholdet dog roses for en energisk tilgang til kampen og en træner Bo Zink, der fra sidelinjen kampen igennem højlydt coachede sine spilere.
Kampens spiller blev unge Mads Nybo, men der var også en stærk præstation kampen igennem af Victor Mpindi, der vikarierede på 6´er positionen i Okosuns skadesfravær.
Inden kampen kunne en stolt sportsdirektør Chr. Larsen oplyse, at Vendsyssel FF’s unge midterforsvarer Mads Houkjær er blevet udtaget til det danske U18 landsholds kommende 2 kampe mod Marokko. En flot anerkendelse af den unge spillers indsats og ikke mindst af det store ungdomsarbejde, der udføres i Vendsyssel FF.
Hjørrings nye verdensmester Kristian Bak Hansen, der i sidste weekend vandt VM i Skills for flisemurer i Lyon I Frankrig blev inden kampen på Nord Energi Arena hyldet for sin fantastiske præstation af borgmester Søren Smalbro, direktør for EUC Nord A. Neil Jacobsen og direktør for Vendsyssel FF Lars Glinvad.
Næste kamp spiller Vendsyssel FF fredag, den 4. oktober kl. 19.00 ude mod Hillerød Fodbold på Right to Dream Park i Farum.
Foto: Vendsyssel FF.