Herregården Odden lukker for sæsonen om en lille uges tid, men du kan stadig nå at se den fantastiske særudstilling med værker af Camilla Berner.
Det jeg aldrig før har set er en særudstilling af den danske billedkunstner Camilla Berner (f. 1972) skabt specifikt til Willumsens Museum i 2023 og præsenteres nu på Victor Petersens Willumsen-samling i en tilpasset version. Udstillingen består af denne totalinstallation og af værker placeret i museets park.
I sine nyproducerede værker tager Berner afsæt i den store og næsten ukendte samling af tørrede planter, indsamlet af J.F. Willumsen under to ophold i Amerika i hhv. 1900 og 1901. Enkelte opslag af de originale herbarieark ses her i installationen. Det er tydeligt, at Willumsen ikke indsamler sine planter ud fra en botanisk eller biologisk interesse, idet han meget få steder i herbariet noterer findested og art.
Derimod lader det til at være planternes former og æstetiske kvaliteter, der tiltrækker ham. De tørrede planter er inddelt i uformulerede kategorier inddelt i i alt 14 mapper, der samlet rummer mere end 370 herbarieark.
Om sine indsamlede planter skriver Willumsen i juni 1900 til sin ven Johan Rohde: “Skovene indeholder en masse planter både træer og urter, som jeg aldrig før har set. Her er en mangfoldighed af variationer. Jeg er begyndt at danne et herbarium til hjælp for kunsten. De ydre indtryk er så påtrængende, at det indre liv foreløbig må forstumme.”
Netop indsamlingen som metode til at erfare verden er afsættet for denne del af udstillingen. Med udgangspunkt i Willumsens ord om mødet med den for ham fremmede verden, går Berner i totalinstallationen dybere og dybere ind i “det der aldrig før er set”.
Herbariet er en velkendt metode i Berners praksis, og fungerer som en måde at skærpe blikket på detaljerne i vores omgivelser. I arbejdet med Willumsens herbarium zoomer hun ind på og afdækker nye lag og detaljer af de enkelte herbarieark.
Med en særlig fotografisk teknik, hvor flere fotooptagelser stables oven på hinanden, fremkommer planterne nu i en ekstrem skarphed, der virker næsten endnu mere tydelig end selve det originale materiale. Teknologiens nye muligheder giver således adgang til en verden af nye visuelle oplysninger om materialet, der ikke tidligere har været tilgængeligt. Og Berner går endnu tættere på. Gennem pollenanalyser, lavet af pollen varsomt udtaget fra Willumsens planter, blotlægges selve planternes formeringsmateriale ved hjælp af mikroskopfotografering.
Herved kommer endnu en ny, fremmed og ellers usynlig verden til syne for os. Fremmed, men ikke desto mindre en stadig fuldt bevaret del af herbariet her over 120 år senere.
Samtidig med særudstillingen er der selvfølgelig som altid muligheden for at opleve Victor Petersens store samling af Willumsens værker på Herregården Odden.
Find mere info her hos Herregården Odden.