Når vælgerne i Hjørring Kommune den 18. november 2025 går til stemmeurnerne for at sammensætte det kommende byråd, vil Socialdemokratiet møde dem med en sideordnet opstilling, som er en demokratisk model, der sætter vælgernes personlige stemmer i centrum, men samtidig understreger partiets fokus på lighed og fællesskab.
Henrik Taagaard, som er en af Socialdemokratiets kandidater til KV25, har på Facebook forklaret, hvad sideordnet opstilling indebærer, og hvorfor det er vigtigt for både kandidater og vælgere at forstå modellen.
– Vores placering på listen er ikke ensbetydende med, at man kommer ind i en bestemt rækkefølge. Vi er alle lige, skriver Henrik Taagaard og tilføjer, at det er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt ind i byrådet og i hvilken rækkefølge.
Hvad betyder så sideordnet opstilling?
I modsætning til en partiliste, hvor kandidaterne står i en fast prioriteret rækkefølge, betyder en sideordnet opstilling, at alle kandidater stiller op på lige fod. Det er derfor vælgernes personlige stemmer, der afgør, hvem der får en plads i byrådet.
Stemmer på partiet, altså uden angivelse af en specifik kandidat, bliver så ligeligt fordelt mellem alle kandidater på den pågældende liste. Men det er og bliver de personlige stemmer, der har størst betydning for den enkelte kandidats chance for at blive valgt.

– Stem personligt på din favorit, så støtter du både den enkelte kandidat og afgør samtidig også størrelsen på gruppen i byrådet, lyder opfordringen derfor fra Henrik Taagaard, som bakkes op af partifællen Thomas Klimek:
– Sideordnet opstilling er afgjort det mest demokratiske. Derved bestemmer vælgerne, hvem der vælges ind.
Borgmesterkandidaten som stemmesluger
I mange tilfælde vil borgmesterkandidaten, som i Socialdemokratiets tilfælde er Mai-Britt Beith ,tiltrække et stort antal personlige stemmer.
Disse stemmer bidrager til partiets samlede stemmetal og dermed antallet af mandater, men overskydende stemmer går ikke videre til en specifik kandidat. De styrker blot partiets samlede position i byrådet.
En demokratisk og inkluderende tilgang
Socialdemokratiets valg af sideordnet opstilling afspejler således en værdibaseret tilgang til lokalpolitik, hvor fællesskab, lighed og personlig opbakning er centrale elementer.
Det giver vælgerne mulighed for at sætte deres kryds ved den kandidat, de har størst tillid til, uden at være bundet af en partiprioriteret rækkefølge.
Med kandidater som blandt mange andre Henrik Taagaard, Line Kraghede Jensen, Thomas Klimek, Chelina Bagger og Martin Prentow på listen er det altså op til vælgerne at afgøre, hvem der skal repræsentere Socialdemokratiet i Hjørring Byråd fra 2026 til 2029.
Link til relateret artikel



Det gør stort set alle partierne i Hjørring Kommune..hvad er nyheden?