Det har vakt opsigt og debat, at det ambitiøse projekt med genopførelse af Det Sorte Tårn ved havnen i Hirtshals blev standset af de konservative medlemmer i Økonomiudvalget, Per Møller og Mette Jensen, selvom et flertal i Økonomiudvalget støttede projektet. Nu er projektet sat på stand by og afventer sin videre skæbne i byrådet.
2. viceborgmester fra Socialdemokratiet, Thomas Klimek (A), lægger ikke skjul på, at han var begejstret, da han så projektbeskrivelsen og undrer sig over forløbet.
”Projektet er virkelig godt tænkt. Vi ser utallige projekter, men det her er sjældent set, for der er åbenlyst lavet et kæmpe og grundigt forarbejde, hvor man har tænkt Hirtshals by, havn og hav sammen og skaffet opbakning blandt mange aktører. Visionen om et formidlingstårn med et levende miljø og maritime oplevelser, begivenheder og outdoor-liv, er og vil være Hirtshals, når det er bedst,” mener Thomas Klimek (A)
Klimek peger derudover på, at projektet vil være en aktiv sam- og medspiller for de allerede eksisterende aktiviteter i og omkring havnen.
”Jeg fatter ikke modstanden mod udvikling i Hirtshals og slet ikke anvendelsen af standsningsretten ift. samme udvikling. En investering fra Økonomiudvalgets Udviklingspulje vil givet komme igen mange gange, både i form af oplevelser, aktiviteter og økonomisk. Jeg har ikke hørt ét eneste godt argument for hvorfor, at kommunen ikke skal bakke op,” konstaterer Klimek (A).
Socialdemokraten er trods det konservative benspænd optimistisk på vegne af Det Sorte Tårn.
”Jeg mærker en meget stor opbakning til projektet blandt borgere, virksomheder. Jeg fornemmer også en politisk vilje på tværs af flere partier til at skaffe det flertal, så projektet kan realiseres. Det baserer jeg ud fra de samtaler, jeg har haft med politiske kollegaer,” slutter Klimek (A).
Hvor mange social og sundhedshjælpere, sygeplejersker eller pædagoger kan man få for de 500.000 kr., som kommunen skal finde frem til det her projekt. Var det ikke bedre at man brugte pengene i omsorgsfagene i stedet. Hirtshals har da så meget andet godt at byde på.
Du kan få 1 stilling, men har du overvejet, at de her initiativer skaber merværdi. Fx koster Naturmødet 2 millioner kroner at afholde, men genererer, jf en analyse fra VisitDanmark, op mod 17 millioner i omsætning i Hirtshals og kommunen. Det her er en engangsinvestering, der kan komne flere gange tilbage.
Naturmødet er også af en helt anden kaliber end det sorte tårn, det er et folkemøde hvor tårnet vil være en seværdighed. Men med tanke på hvor meget der spares rundt omkring i omsorgsfaget, så synes jeg ærlig talt at det er en “nice to have” ting og ikke en “need to have”. Og den ene stilling ville kunne gøre underværker for nogle mennesker et sted i kommunen. Så det skaber også mer værdi, men nej, ikke i kroner og øre.