Sociademokratiet har netop meldt ud, at sociale medier skal være ulovlige for børn under 15 år, hvilket sker efter dokumentaren Alene hjemme på nettet.
Asser Mortensen, som er EU-kandidat i Nordjylland og netop hjemvendt fra Naturmødet i Hirtshals, bakker op om det nye forslag fra Socialdemokratiet.
– Det er ikke i orden, at tech-giganterne tillader målrettede reklamer til børn og unge, og samtidig designer deres platforme, så de fastholder børn foran telefonen i timevis. Når en undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at halvdelen af børnene i 7. klasse hellere vil bruge deres tid med deres iPad end deres venner, så har vi et problem. Derfor mener jeg, at det nye udspil fra Socialdemokratiet er vigtigt, og kan være med til at skabe bedre trivsel for vores børn og unge, fastslår Asser Mortensen.
– Tech-giganterne har ressourcer til at ansætte verdens førende hjerneforskere til at gøre børn afhængige. På den anden siden står mor og far hjemme i Nordjylland og skal sige nej. Det er en helt urimelig kamp, og her stiller jeg mig på mors og fars side. Derfor skal vi lave lovgivning, der har fokus på at skabe bedre trivsel for vores børn og unge, tilføjer den socialdemokratiske kandidat til EU-Parlamentet.
Fakta
Børns vilkår har udgivet en rapport, der viser, at:
– 56 procent af børnene i 7. klasse vælger det at sidde med en telefon eller computer som blandt en af deres yndlingsaktiviteter (højere end samværd med venner).
– 63 procent af børnene i 4. klasse angiver, at det at sidde med en telefon eller computer er blandt de aktiviteter, de bedst kan lide efter skole.
– Knap halvdelen af alle børn i 4. og 7. klasse debuterer på sociale medier, før de er fyldt ti år.