Omkring 300 trofaste følgere havde taget turen til Gentofte for at overvære DM-finalen mellem Hjørring og Gentofte, og de fremmødte futsal fans fik spænding til sidste sekund.
Desværre blev det ikke til en guldmedalje i denne omgang, da Gentofte scorede til 5-4 i kampens døende sekunder. Det er fjerde gang Hjørring har været bagud, men i dag var det første gang, de ikke formåede at vende skuden.
– Det var en hård pille at sluge, men når skuffelsen har lagt sig, rejser vi os, og er stolte af vores sæson, skriver klubben på sin Facebookside.
Mestre for femte gang i træk
Det var ikke ligefrem novicer, mandskabet fra Hjørring mødte i Gentofte. Med lørdagens guldmedalje er det femte år i træk, at Futsal Gentofte kan kalde sig for danske mestre. Og selvom det ikke blev til en guldmedalje i denne omgang, er der særligt et aspekt, som Hjørring Futsal Klub er glade for og fremhæver.

Foto: Jim Christensen.
– I har gjort det forrygende hele sæsonen, og hvem havde troet, at I ville stå i DM Finalen. Så mega flot og stort tillykke med sølvmedaljer, lyder det fra René Ejstrup Larsen hos Spar på Margrethevej i Hirtshals.
Fra klubben og spillerne lyder der også en stor tak til de 300 medrejsende fans fra Hjørring. Det er ganske imponerende at kunne spille 6 timer væk fra Hjørring og få det til at føles som en hjemmebane i Park Vendia.
Foto: Jim Christensen.
Kilde: TV2 Nord.