Vejen til sølvmedaljen ved DM den 15. maj er Mikkel Kolbe Kristiansen ikke kommet sovende til. Mikkel var tilmeldt konkurrencen allerede i foråret 2020 og var derfor godt i gang med diæt og træning til mesterskabet, da nedlukningen på grund af coronaen satte en stopper for afholdelse af DM.
Mikkel opgav dog ikke, men fortsatte med ildhu sin træning og ligeledes med skarpt fokus på kosten og havde fortsat målet for øje. Planen var jo så, at deltage i mesterskabet i 2021, men på grund af coronaen blev også dette mesterskab, som alt andet, desværre aflyst.
Det fik heller ikke Mikkel til at opgive sin drøm om at deltage i et Danmarksmesterskab. Mikkel viste standhaftighed med hensyn til hård og meget målrettet træning og har gennem hele forløbet også udvist en viljestyrke, som andre kan misunde ham. For eksempel har han deltaget i sociale sammenkomster, som runde fødselsdage og lignende, hvor han har medbragt sin egen diæt og derfor siddet med sin ris og kylling blandt andre gæster, der med velbehag har smovset i kartofler, steg og sovs. Ligesom han den seneste lange periode har trænet både før og efter sit fuldtidsjob.
Mikkel arbejder til daglig som elektriker og bor i eget hus sammen med sin kæreste, hund og katte i sin fødeby Bindslev. Den lokale bodybuilder har under hele forløbet samarbejdet med en personlig coach, som har vejledt i såvel træning som diæt.
Har Mikkel så nået målet? Hvis du spørger ham, får du svaret, at han er tilfreds, glad og stolt over resultatet med en sølvmedalje ved Danmarks Mesterskabet. Det er en begyndelse, en livsstil. Og der kommer jo flere konkurrencer…