Valget er faldet på Søren Hall, som er 55 år gammel og har 2 børn. Søren kommer fra en stilling i Hjørring Kommune, hvor han i dag sidder som leder af støtte- og kontaktkorpset ved ”Center for Børn, Unge og Familier”.
Søren har tidligere haft sin gang i den maritime industri på havnen i Hirtshals, hvor han blandt andet er uddannet skibsmontør. Søren er opvokset i Hirtshals og bor i dag i Tornby.
Ansættelsen som forstander hos Nordsøen Fri Fagskole sker på samme tid som årets generalforsamling, hvor Jens Kirketerp efter to år på posten som formand har valgt at overlade formandsposten til en anden, men fortsætter sit arbejde i bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerede sig med Linn Indrestrand som ny formand.
Om ansættelsen af Søren Hall udtaler Linn Indrestrand:
” I ansættelsesprocessen har vi lagt vægt på at finde en forstander, som er en anerkendende leder, der sætter udvikling, samarbejde og implementering af andres fagligheder i højsædet. I Søren har vi høj grad fundet en person, som besidder alle disse kvaliteter. Samtidig kommer Søren fra et arbejde med fokus på børn og unge, og kender derfor målgruppen dybdegående. Bestyrelsen ser derfor meget frem til samarbejdet med Søren og de nuværende ansatte, om at udvikle Nordsøen Fri Fagskole til gavn for elever og erhvervsliv.”
Generelt er skolens bestyrelse overvældet over den store opbakning, man oplever fra henholdsvis erhvervslivet, kommuner, forældre og bankforbindelse. Opbakningen viser, at skolen er på rette vej og tager nu næste skridt med ansættelsen af Søren.
Søren selv ser også med stor begejstring frem til at tiltræde sit nye job: ”Jeg er utrolig glad, stolt og spændt på at møde personale og elever, og tage del i den vigtige opgave, skolen har om at hjælpe unge mennesker godt videre”
Søren Hall tiltræder som forstander pr. 1. august 2023.
Link til tidligere artikler
Frie Fagskoler holdt generalforsamling hos Nordsøen Fri Fagskole i Hirtshals