Af Søren Homann
Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti
Formand for Teknik- & Miljøudvalget
Gert Jensen skriver her i NordsøPosten, at kommunen med sin vind- og energiansøgningsrunde står overfor en skillevej. Jeg må nok sige, at jeg ikke deler den opfattelse.
Hvis vi skal blive i de trafikale termer, så står byrådet overfor en sammenfletning. De mange ansøgninger ser jeg som en oplagt mulighed for at få bundet vores kommune sammen på energiområdet.
I foråret blev vi præsenteret for planerne omkring ”Brownout”. Altså tæt på et blackout på energiområdet. Kommunen blev varslet, at vi i perioder ville være i risiko for, at strømforsyningen i vores område vil blive afbrudt i perioder, både minutter og timer. Der ville ikke være taget hensyn til, om det var strøm til privatboliger, plejehjem, sygehus eller produktionsvirksomheder. Der vil blot være et kort varsel inden via f.eks en sms. Derfor er det vigtigt med energiforsyning i hele kommunen.
Jeg vil anbefale, at man læser ansøgningerne, som er fuldt tilgængelige på https://hjoerring.dk/erhverv/klima-og-energi/information-om-solcelle-og-vindmoelleprojekter – der vil den opmærksomme læser opleve, at mange af projekterne netop har lokalt ejerskab og involvering. Uanset om man vil lave energiprojekter i Vrå, Sindal, Tårs, Løkken, Bindslev, Lønstrup eller et andet sted, hilser vi ansøgningen velkommen.
Byrådet har ikke sat en godkendelse på nogle af projekterne endnu. Nu skal der være fordebat, hvor de forskellige parter har mulighed for at finde og synliggøre samarbejde med lokale varmeforsyninger, skabe synergi til virksomheder, der skal bruge grøn strøm og gå i dialog med lokalsamfundet.
Man kan være enig eller uenig i om sol og vind er fremtiden. Faktum er at vi kommer til at mangle strøm i Hjørring Kommune. En ”opladning” af en færge i Hirtshals vil tage pusten ud af vores nuværende net. Det samme vil ske, hvis der skal oplades både tog, personbiler og lastbiler. Derfor vil der også være brug for de større anlæg, som kan levere en stor mængde strøm.
Jeg glæder mig til at se og høre, hvad der kommer ud af fordebatten og ikke mindst til at kigge på, hvordan vi fletter vores energiforsyning sammen.