Søren Lie kommer fra Hjørring, men søndag tager han til Vesthimmerlands Gymnasium i Aars for sammen med andre frivillige at stå i spidsen fra støbning af de eftertragtede lys, skriver TV2 Nord.
Han er med i den frivillige gruppe Outpost 9000, der hjælper ukrainske soldater, og han står i spidsen for en kæmpe produktion af lys, som soldaterne kan bruge i skyttegravene.
– Vi får jo meldinger dernede fra om, at soldaterne nærmest skriger for at få flere af vores varmelys, siger Søren Lie.
Varmelysene bruges i skyttegravene til at lave mad på og til at varme soldaternes fødder med.
Der er brug for alles hjælp
Lige nu har Søren Lie 3600 dåser til at stå i sin carport, som skal med til gymnasiet søndag, hvor der allerede står 12.000 dåser og 550 kilo stearin og venter på at blive lavet om til de såkaldte ”skyttegravslys”.
Status er, at 50 til 70 frivillige kommer på gymnasiet for at hjælpe til, men der er brug for flere hænder.
– Vi har et mål om, at vi mindst vil have lavet 5000 lys i morgen, så hvis nogle skulle have lyst til at give en hånd med, så er det bare at møde op på gymnasiet, siger Søren Lie.
Kilde: TV2 Nord.