I morgennyhederne på P4 Nordjylland kunne man i dag høre borgmester Søren Smalbro fortælle, at det vil være fantastisk, hvis Børglum Kloster kommer på UNESCOs Verdensarvsliste. Men … for sådan et men er der jo tit i politik …
Søren Smalbro ønsker ikke en beskyttelseszone rundt om Klosteret. Det ville nemlig kunne spænde ben for enkelte solcelle- og vindmølleprojekter. Derfor ønsker han, at der bliver set på om Børglum Kloster ikke kan nøjes med at ansøge på et verdensarvskriterie, der udelukkende handler om kultur.
Økonomiudvalget vil fjerne løfte om beskyttelseszone fra forvaltningens tekst
Af den støtteerklæring, som forvaltningen har udarbejdet, fremgår det, at Hjørring Kommune vil arbejde for en beskyttelseszone rundt om Klosteret. Men det element anbefaler Økonomiudvalget nu, at byrådet fjerner fra støtteerklæringen. Det til trods for, at det faktisk er præcis det tilsagn, som Slots- og Kulturstyrelsen og UNESCO forventer af kommunen. I sidste ende er det naturligvis byrådet, der afgør ordlyden af støtteerklæringen.
UNESCO kræver beskyttelseszoner
På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside kan man se UNESCOs retningslinjer for forvaltning af verdensarv i Operationelle retningslinjer for gennemførelse af konventionen om verdensarv. Link Af disse retningslinjer fremgår det af paragrafferne 103-107, at med mindre der er en helt udsædvanlig god begrundelse, så skal der udpeges beskyttelseszoner om kulturarvsværdier. Det fremgår også, at beskyttelseszonen skal være indskrevet lovmæssigt, hvilket i Danmarks tilfælde betyder, at den skal være indskrevet i kommuneplanen.
Fuld opbakning fra nabokommuner og regionen
Brønderslev, Frederikshavn, Jammerbugt og Region Nordjylland har alle uforbeholdent vist deres opbakning til Børglum Kloster ved at udarbejde støtteerklæringer, hvori de meddeler Slots- og Kulturstyrelsen, at de bakker fuldt og helt op om Børglum Klosters arbejde for at blive optaget på Tentativlisten.
Hvad er Tentativlisten
Tentativlisten er en prækvalifikation for at kunne komme i betragtning som Verdensarvskandidat. Det er en måde at sikre, at ansøgerne mener det seriøst. Børglum Kloster kan ikke selv ansøge direkte om at blive optaget. Det er Hjørring kommune, der skal stå for ansøgningen. Dette skyldes, at Slots- og Kulturstyrelsen vil sikre sig, at kommunen er villig til blandt andet at arbejde for den lokalplan, der skal beskytte Verdensarvskandidaten.
UNESCOS kriterier
UNESCO arbejder med ti kriterier, som hver især kan ses som en ramme eller overskrift for forskellige kvaliteter. De seks første relaterer sig til menneskelig aktivitet på forskellig skala lige fra et enkeltstående kunstværk til hele byer, men også historiske spor eller håndværksmæssige traditioner kan være omfattet. De fire sidste relaterer sig til naturskabte fænomener.
Ansøgninger baseres sjældent blot på et enkelt kriterie. For eksempel er skipperbyen Dragør optaget på Tentativlisten på baggrund af tre kriterier, det samme gælder Amalienborg, mens Møns Klint er optaget med afsæt i to kriterier. Ingen af de nuværende danske verdensarvskandidater er kvalificeret til Tentativlisten på baggrund af kun et enkelt kriterie.
Børglum Klosters ansøgning
Børglum Klosters ansøgning tager afsæt i to kriterier. Det er Slots- og Kulturstyrelsen der har oversat UNESCOs kriterier til dansk og formuleringen kan virke en smule højstemt.
Ordlyden af de kriterier som er relevante for Børglum Kloster, er som følger: Udpegede værdier skal således:
(iii) være et enestående eller i det mindste exceptionelt vidnesbyrd om en kulturel tradition eller en civilisation, som er levende eller forsvundet
(iv) være et særligt eksempel på en bestemt type bygning, arkitektonisk eller teknologisk samhørighed eller et landskab, som illustrerer et eller flere betydningsfulde stadier i menneskets historie
Børglum Kloster har en tusindårig historie og bygningerne har som helhed undergået betydelige forandringer gennem årene. Det der gør Klosteret særligt er kort sagt, at det er et af de tidligste og bedst bevarede vidnesbyrd om Skandinaviens politiske integration i Europa. Klosteret var den katolske kirkes forpost. Klosterets placering højt i landskabet er en fortælling i sig selv. Man kan ikke fortælle Klosterets historie og betydning uden at komme omkring begge de ovenstående kriterier. Klosteret, landskabet og den historiske rolle hænger sammen. Hvis man ikke kan arbejde med begge kriterier, kan det blive overordentligt svært at kvalificere Børglum Kloster til at blive optaget på Tentativlisten.
Jamen forstår borgmesteren ikke hvilket scoop til ville være for Hjørring kommune, hvis vi får en Unesco verdensarv. 2-3 gange flere turister i området og sandsynligvis i hele Nordjylland hvilket ses af tilslutningen fra de andre kommuner.
Nær og fjernzonerne kommer til at ødelægge rigtig meget for alle i zonerne. https://nordsoeposten.dk/klimek-a-lav-dit-hjemmearbejde-per-larsen/
Borgmester Søren Smalbro har i denne sag talt med kløftet tunge, og flere byrådsmedlemmer har gjort det samme. Jeg vil opfordre til at politikerne viser mod og tør føre klar tale. For de kan alligevel ikke undslippe tyren mellem hornene. Det er et byråds opgave at navigere i ubehagelige dilemmaer. Man kan ikke bare – som tilfældet er nu – sidde og fedtspille lidt og skubbe den ubehagelige stillingtagen ud til borgerne/vælgerne. Politikerne skal turde tage tyren ved hornene. I Vendsyssel har vi nu en helt enestående mulighed for at komme på verdensarvslisten med Børglum Kloster. . Er I klar over hvilken fantastisk chance det er ? Den chance får vi ikke igen. Vi skal nok få alternativ energi. Vi har endda allerede meget. Det kan ikke passe at Hjørring Kommune skal løse DK’s energiforsyning alene.
Det er vel fair nok at de undersøger sagen tilbunds, især når det kan have enorm indvirkning på alle inden for otte kilometers radius af klosteret. https://nordsoeposten.dk/klimek-a-lav-dit-hjemmearbejde-per-larsen/