Af Søren Smalbro
Borgmester i Hjørring Kommune
Venstre
Jeg kan se at Erik Høgh-Sørensen har stillet forslag om, at Hjørring Kommunes byråd skal udtrykke mistillidsvotum til undertegnede på det kommende byrådsmøde.
Det er han naturligvis i sin ret til, og jeg har til denne sag ikke noget at tilføje og vil utvivlsomt også blive vurderet inhabil, når sagen kommer på byrådets dagsordenen i næste uge.
Jeg vil ikke udlade at udtrykke skuffelse over det stillede forslag, men langt vigtigere er det heldigvis, at vi har meget at glæde os over i Hjørring Kommune, som naturligvis er en følge af, at der på rigtig mange niveauer i såvel den private som i den offentlige sektor hver dag ydes en kæmpe indsats.
I Hjørring Kommunes byråd har der i mange år været en tradition for et godt og konstruktivt samarbejde, og det har heldigvis også været gældende i denne periode.
Det er dog nok også kendt af langt de fleste, at samarbejdet mellem Erik Høgh-Sørensen og undertegnede ikke rigtigt er kommet til at fungere optimalt, og det har tilsyneladende udløst et ønske om et mistillidsvotum fra Erik Høgh Sørensen.


