I dag blev der afholdt arrangement i BTI-Fitness i Bindslev. Under overskriften “SoFit – BTI-Fitness” blev medlemmer inviteret til to timers intens og sjov træning efterfulgt af en hyggelig fællesspisning. Arrangementet var endnu et skridt i retningen af at styrke fællesskabet i BTI Fitness.
Michael Seide, en af initiativtagere bag SoFit, fortæller, at ideen bag konceptet er at skabe en række fællesskabende initiativer, der kan samle foreningens medlemmer på tværs af aldersgrupper. “Vi vil give vores medlemmer muligheden for ikke kun at træne sammen, men også for at dele gode oplevelser og et godt måltid mad. Det handler om at skabe gode relationer,” udtaler Michael.
Aftenens SoFit-arrangement var ikke det første af sin slags. Medlemmerne har allerede tidligere haft mulighed for at deltage i lignende events, som har vist sig at være en succes. Kombinationen af fysisk aktivitet og socialt samvær har medlemmerne i BTI Fitness tager positivt imod.
Med denne erfaring i bagagen er initiativtagerne allerede begyndt at planlægge fremtidige SoFit-arrangementer. “Vi er glade for den opbakning, vi har oplevet indtil videre, og vi kan allerede nu løfte sløret for, at der i det nye år vil komme endnu flere af disse events,” siger Michael Seide med et smil.