Emmersbæk Kirkes sognepræst Poul Steenbeek er i det forgangne år blevet rigtig glad for at være flyttet til Hirtshals.
Sammen med familien er sognepræsten taknemmelig for, at de endte her i det forblæste og smukke hjørne af Vendsyssel.
– Vi er glade for vores bolig. Såvel børnene som Kirstine er kommet på de helt rigtige skoler for dem. Jeg, som præst, har oplevet et sogn, hvor der er gang i mange ting, når vi kan, hvor der er en masse potentiale, hvor der er stor opbakning fra menigheden, og hvor der er et solidt menighedsråd og et godt hold medarbejdere, fastslår Poul Steenbeek.
Sognepræsten glæder sig derfor til mange flere år og til i dag at fejre sin første gudstjeneste med fællessang, siden den sidste nedlukning.
Poul Steebeeks prædiken Store Bededag 2021 i Hirtshals Kirke
En sand særling gik rund i ørkenen. Han bar noget af det mest ubehagelige tøj man kan forestille sig. Han spiste det han kunne pille ud af klippernes sprækker. Han råbte af de forbigående mennesker, noget om dommedagen og Guds vrede. Han lignede den type man bare skal ignorere; én som man helst skal skynde sig lidt væk fra, for en sikkerheds skyld. Men der var dem, der standsede op for at lytte til ham. Hans råberi havde gennemslagskraft.
På trods af hans særhed, så var der noget betydningsfuld over hans ord. Så folk lyttede, først en håndfuld og efterhånden kom flere og flere til ham. Han førte alle disse mennesker til floden på ørkenens østside. Han trådte i vandet og kaldte folk til sig: ”Fortæl mig alt det skidt i bærer rund på og så får vi vasket det af.” Folk gik hen og lod sig døbe. Det var befriende. Men efterhånden, som bevægelsen blev mere populær, gik der prestige i. Særlingen var blevet til en højagtet mand. Folk gik nu hen til ham, ikke for at lytte til hans ord, men for at blive set med ham.
Til dem råbte han endnu højere: ”Øgleyngel! I urene, dobbeltmoralske fjolser! Tror i virkelig at I kan komme på det rene med Gud, bare ved at jeg vasker jer bag ørene? Der skal ske en ændring i jeres hjerter. Ellers er de her sten bedre børn af Gud.” Manden var ikke blevet mere mild, eller civiliseret, af sin popularitet. Men man skal også have lidt kant, hvis man prøver at gøre hvad han gjorde. Han prøvede at bane Herrens vej i en ørken; at udjævne alle de bakker man finder på de der egne.
En vej fik han banet. Jesus lod sig døbe af manden og ud fra Jesus flød en religion, en tro, som vi den dag i dag stadigvæk bekender os til. Men hvad har Johannes døberen at sige til os? Har hans ord stadigvæk den gennemslagskraft de engang havde? Altså ud over at han lærte os et fantastisk skældsord: ”Øgleyngel.” Det er sådan noget man halvt i sjovt kan sige til sine venner eller sine børn, hvis de opfører sig lidt skævt. Men er Johannes døberen måske bare et levn fra fortiden.
En gammeldags dommedagsprofet, sådan én man helst går i en stor bue omkring; én man skynder sig lidt væk fra. For hør nu de ting han siger: ”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” Er det ikke det stik modsatte af hvad der forkyndes i kristendommen. Har vi ikke netop den teologi at vi igennem dåben er blevet en del af Guds familie; at Gud skærmer os fra det onde igennem sin tilgivelse og ufattelige nåde? Hvad skal vi så med alt den snak om huggende økser og ild? Er tanken ikke at det er kærlighed, der gør os en del af Guds rige? Hvorfor skal vi så høre på trusler om den kommende vrede?
Men der skal vi huske at Johannes døberen slet ikke talte til os, da han sagde disse ord. Altså hvad vidste Johannes om danske folkekirkekristne i d. 21. århundrede? Hvad vidste han om kristendommen i det hele taget? Det fandtes jo ikke på hans tid. Jeg tror ikke at Johannes forventede, at hans ord ville blive gentaget i forsamlinger verden over næsten 2000 år efter hans død. Johannes talte til en specifik gruppe mennesker. Han talte til de jøder i hans samtid, der vandrede fortvivlet rund; der ikke vidste hvilken vej de skulle tage med deres liv. Og de største alvorsord gemte han til nogle meget bestemte typer: farisæer og saddukæer.
Både Johannes og Jesus havde en stor anke mod disse to grupper af religiøse ledere. Johannes og Jesus revsede farisæerne og saddukæerne for deres dobbeltmoralskhed. De gik for meget op i det ydre, uden at de havde hjertet med. De gjorde et stort nummer ud af deres religiøsitet udadtil, men de undertrykkede de svage på samme tid. Til dem var budskabet meget skarp: ”Det handler ikke om hvad andre folk kan se hos jer, det handler om hvad Gud kan se i jeres hjerter. Hvis I ikke har hjertet på det rigtige sted, så er alt andet lige meget. Hvis hjertet ikke er på det rigtige sted, så skal i omvende jer og søge Gud.”
Ordet omvendelse kan dog stadigvæk lyde mærkeligt I vores ører, især når man er blevet døbt, som spæd. Man har været en del af Guds familie hele sit liv, hvad skulle man så vende om fra? Her kan det, at det i dag er Store Bededag, give os noget perspektiv. Én af de gamle kirkefædre skrev nemlig engang at: ”Bøn ændrer ikke på Gud; bøn ændrer på den der beder.” Med andre ord, så er bøn ikke en stor ønskeliste, som vi sender til Gud. Bøn er heller ikke en måde at huske Gud på de ting, der stadigvæk mangler at blive gjort.
Gud har ikke brug for os, til at fortælle ham, hvordan han skal gøre sit arbejde. Nej, igennem bøn henvender vi os til Gud og vi åbner os selv op for Gud. Og i og med vi gør det, så kan Gud stille og roligt få os stadig mere på samme bølgelængde som ham. For samtidig med, at vi er ubetinget elsket af Gud, så må vi også anerkende at vi ikke er uden vores mangler. Vi lever også i en verden, der ikke er uden mangler. Hverken vi eller verden er der, hvor vi i sidste ende skal være. Og nogle gange, så er vi i vores liv slået ind på en vej, der ikke fører til særlig meget godt. Og der har vi brug for, og heldigvis muligheden for, at vende os om fra den. Og nogle gange, så er vi mere i en proces, hvor Gud er ved at gøre vores hjerter mere og mere fuldkommen. Og der er det måske mere præcist, at sige at vi henvender os til Gud, i stedet for at vi omvender os. Men i alt det gælder det samme i dag, som der gjald i Johannes’ tid.
Når det kommer til stykket, så handler det om at have hjertet på det rigtige sted, både i forhold til Gud og i forhold til omverdenen. Og igennem den vej, som Johannes banede, har Gud fortalt os, at det ikke afhænger af om vi kan formå det ud af os selv, eller ej. Det er Guds kærlighed, der former os og igennem bøn bliver vi selv en del af denne proces.
Amen.
Læs dagens tekst her: Bededag 4. fredag efter påske
