Sol og Strand åbner i påsken nyt lokalbureau i Tversted. Det nye kontor får adresse på Østervej 4, hvor Sol og Strand fremover vil være at finde side om side med ejendomsmæglerfirmaet Hedegaard Madsen.
Med etableringen i Tversted kommer Sol og Strand op på i alt 29 lokalbureauer på landsplan – heraf 10 i Nordjylland. Og netop Nordjylland har en særlig betydning for bureauet, der blev grundlagt i landsdelen i 1979 af ægteparret Margit og Kjeld Andersen.
– Selvom vi er landsdækkende, er Nordjylland og Vendsyssel stadig vores hjemmebane. Det gælder både historisk og menneskeligt, siger Christian W. Heilesen, ejerrådgiver hos Sol og Strand, der indtil nu har dækket området fra bureauet i Lønstrup.
Han ser frem til at kunne arbejde fra adressen i Tversted, som han betegner som et meget attraktivt sommerhusområde. Her ligger rigtig mange fine huse, som passer godt ind i den profil Sol og Strand har, hvor man satser på velbeliggende og kystnære kvalitetshuse.
– Vi ved, at mange husejere føler sig mere trygge ved at leje ud, når de har et lokalt bureau nærmest i baghaven, fortæller Christian W. Heilesen.
Han ser et meget stort potentiale for udlejning i Tversted-området. Byen er omgivet af en skøn natur med søerne, ørnereservatet og en dejlig strand og har samtidig masser af charme med det hyggelige miljø.
– Tversted er en skøn by, med rigtig mange aktiviteter og ikke mindst egen jazz-festival. Den slags er der stor efterspørgsel efter på det tyske marked og blandt de modne sommerhusgæster. Mange husejere i Tversted-området har spurgt, om vi ikke snart kom til byen. Nu kan jeg svare, at jo, det gør vi. Vi holder åbent hus lørdag den 19. april fra kl. 10-13, hvor vi byder på pølser, øl, sodavand og kaffe, fortæller Christian W. Heilesen
Kvalitet, gennemsigtighed og lokal forankring
Ifølge Peder Jensen, indlejningschef hos Sol og Strand, er interessen for at udleje gennem bureauet stigende – og det er der flere grunde til.
– Vi har de seneste år skabt øget indtjening for vores husejere og satte i 2024 ny rekord. Samtidig nåede vi også nye højder, når det gælder tilfredshed – både blandt husejere, feriegæster og medarbejdere, fortæller han.
Peder Jensen peger på, at mange vælger Sol og Strand på grund af gennemsigtige vilkår og stor fleksibilitet.
– Hos os er det nemt at komme i gang – og også nemt at stoppe igen, hvis udlejning ikke er det rette. Du kan opsige din aftale med en måneds varsel uden ekstra omkostninger, og det er dig som husejer, der bestemmer, hvor meget og hvornår du vil udleje, siger han.
Han fremhæver også den lokale tilstedeværelse som en afgørende styrke.
– For mange betyder det rigtig meget, at vi er lokale. Vi er altid til at få fat på, og vi er tæt på, hvis der opstår behov for hjælp – både for husejere og gæster.
En anden tryghedsfaktor for mange husejere er rengøringen. Her står Sol og Strand stærkt.
– Det er et punkt, hvor mange har bekymringer. Hos os bliver rengøringen dokumenteret og kvalitetssikret, så man kan være tryg ved, at huset altid fremstår, som det skal, forklarer Peder Jensen.
Endelig peger han på ejerskabet som noget særligt:
– Vi er 100 % danskejet og ejet af en velgørende fond. Det betyder, at overskuddet bliver i Danmark – og at vi hvert år donerer millioner til både landsdækkende og lokale initiativer. Det gør os til noget særligt i branchen, slutter han.