Uanset hvad vejrguderne melder, så står døren åben på fredag, så alle der har tid og lyst kan kigge ind, når Sol og Strand byder ind til åbent hus i det nye bureau, der ligger på adressen Jyllandsgade 21 i Løkken. Helt centralt på parkeringspladsen ved SuperBrugsen og Turistbureauet.
-Det er første gang vi officielt byder indenfor, og vi håber at rigtig mange har lyst og tid at komme forbi og få lidt godt til ganen, siger bureauchef Gabriele Greiner.
STOLT BUREAUCHEF VIL VISE BÅDE BYGNING OG MEDARBEJDERE FREM
Det er en meget stolt bureauchef, der vil vise medarbejdere og det nye bureau frem for offentligheden. Sol og Strand venter sig meget af den nye og meget centrale placering i byen.
-Det er klart, at det nye hus har højnet vores synlighed i byen, og det er vi selvfølgelig stolte af, siger Gabriele Greiner.
UDLEJER MERE END 550 SOMMERHUSE I LØKKEN
Det nye bureau bliver omdrejningspunktet for serviceringen af de mere end 550 sommerhuse i Løkken-området, som udlejes gennem Sol og Strand. Og den centrale placering er også vigtig for både sommerhusejere og feriegæster.
-Det betyder, at vores gæster nemt og hurtigt kan komme forbi og hente nøglen til de sommerhuse, de har lejet. Og det er vigtig for både dem og os. Men derud over rummer vores nye hus alt det vi har brug for. Så også på den måde er det praktisk for os.
-Der har været stor travlhed, siden vi flyttede til vores nye adresse på Jyllandsgade 21. Men vi er glade og stolte over at kunne vise vores nye lokaliteter på 330 kvadratmeter frem sammen med det dygtige team, vi har med, siger Gabriele Greiner.
HØJE AMBITIONER FOR LØKKEN – TURISTER SKAL KOM IGEN OG IGEN
Sol og Strand-bureauets chef understreger, at Sol og Strand har høje ambitioner for Løkken – og spiller sammen med mange gode samarbejdspartnere i Løkken. Målet er at turisterne kommer igen og igen – på alle årstider.
-Lokalt har vi målet at få Løkken til at stå stærkere, stå sammen og skille sig ud, etablere et grundlag for helårsturisme, således at gæsterne netop får lyst til at besøge byen igen og igen, uanset årstid.


