Vejrudsigten lyder, uden noget ansvar i øvrigt, rigtig god til nogle festlige dage med Sindal Marked, som åbner torsdag formiddag – som altid på Kristi Himmelfartsdag. Følg vejret på DMI.
Der er familie-marked på marken ved Sindal torsdag, fredag, lørdag og søndag, og det bliver som altid med masser af god musik.
Sindal Marked byder blandt andet på underholdning i markedsteltet med blandt andre: Ib Grønbech, Version 1.0, Kandis, Tørfisk. Sun-Z, Vindstyrke 15, Sindal Harmonikaklub, Wild Rose Country Band, Sindal Blæserne, Madam Blå og Poprockerne og flere.
Det hele begynder traditionen tro fra klokken 08.45 – 09.30 med optog fra Torvepladsen i Sindal med blandt andre Sindal Blæserne.
Klokken 9.45 er der i det store markedstelt officiel åbningstale ved borgmester Søren Smalbro, og klokken 10 åbner markedsplads, tivoli, telt og masser af boder med alverdens forskellige fristelse. Der er som altid gratis Sildebord ved åbningen torsdag.

På markedspladsen finder man Herning tivolipark og det store, børnevenlige tivoli. Der er også konkurrencer, tombola, pølsevogne, grillbar, isbar og meget, meget mere på pladsen.
På markedspladsen finder gæsterne hele 1.500 meter med kræmmerpladser, hvor handlende fra hele landet udstiller deres varer.
Onsdag blev der arbejdet hårdt for at få alt klar til Sindal Marked 2024. NordsøPosten ønsker alle et godt marked!



