Netavisen NordsøPosten og radioen SKAGA FM var som lokale medier mødt op til en spændende fremvisning af og status på byggeriet af Hjørring Kommunes nyeste plejehjem, Soldalhus i Sindal.
Formand for kommunens Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalget, Claus Mørkbak Højrup (V) tog i mod ved indgangen til den store byggeplads og fik sammen med hovedentreprenør NCC iklædt delegationen det krævede sikkerhedsudstyr i bund og top.

Udvalgsformanden fortalte på rundturen om processen, og medlem af Cirkulær Nord Fondens bestyrelse, Jørgen Bing (F), understregede, at der er lagt enorm vægt på genbrug og bæredygtighed igennem hele projekt Soldalhus.
Cirkulær Nord Fonden fremmer miljømæssige og socialøkonomiske formål gennem cirkulær økonomi. Det sker via partnerskaber og samarbejder med både offentlige og private aktører og tager afsæt i affaldshierarkiet. Arbejdet er rettet mod at sikre genbrug, upcycling samt genanvendelse af ressourcer, der ellers kunne være endt som affald.
– Vi arbejder for at skabe meningsfulde jobs – socialøkonomiske arbejdspladser – til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Vil du vide mere om os, så læs om Cirkulær Nord Fonden – og tag gerne kontakt.

En vigtig og meget synlig del af det fine arbejde med bæredygtighed er genbrug af mursten. Direktør for Genbrugssten, Steen Madsen, fortalte om den store klimamæssige gevinst, man har opnået ved at bruge brugte mursten til en stor del af byggeriet.
Genbrugssten, der oprindeligt blev til i regi af det hedengangne AVV, er en virksomhed beliggende i Brønderslev, som rengør og genbruger mursten fra nedrivningsprojekter. For hver sten, der genbruges, opnås en klimagevinst på 4-500 gram CO2.
Genbrugsstenene i det nye ældrecenter Soldalhus kommer blandt andet fra tidligere sygehusbygninger i Hjørring.
Genbrug af gamle mursten er en fremragende måde at fremme bæredygtighed på, da det reducerer affaldsmængden og undgår et unødvendigt forbrug af ressourcer, såsom gas, ler og vand med mere til produktion af nye mursten.
Vil du vide mere om genbrugssten – og måske selv anvende muligheden – kan du se mere om Genbrugssten.
Soldalhus følger alle planer og forventes at åbne omkring september 2024. Byggeriet i naturskønne omgivelser med kort afstand til indkøbsmuligheder, togstationen med videre i Sindal erstatter det nedslidte Vendelbocenter i Sindal.
Ældrecentret Smedegården i Bindslev nedlægges og pladserne flyttes til det nye center i Sindal. Smedegården i Bindslev skal i stedet anvendes til aktivitets- og samværstilbud for borgere med handicap i forbindelse med udflytning af en del af Nordjyllands Beskyttede Værksteders tilbud i Hjørring.
Soldalhus bliver et af Hjørring Kommunes mest fremtidssikrede plejehjem, hvor vægten er lagt på at indrette boligerne så hjemlige som muligt, samtidigt med at funktionaliteten er i top. Grundtanken i byggeriet er at lette ikke mindst dementes dagligdag og orienteringsmulighed mest muligt.
NCC har hovedentreprisen og udfører en stor del af arbejdet i egenproduktion inden for betonarbejde, elementmontage samt murer- og tømrerarbejder.
Centeret er tegnet af Cubo Arkitekter, der også er totalrådgiver på projektet. Øvrige samarbejdspartnere på projektet er Skaarup Landskab og NIRAS Aalborg.
Soldalhus i tal
10.000 kvadratmeter under tag. 2/3 til boligareal, og 1/3 til serviceareal.
96 pladser, som opdeles i 3×32, altså 3 små plejecentre, som igen kan opdeles i 6×16. Og med en centerbygning i midten. Man vil opleve det som tre mindre plejehjem med adgang til større fælleslokaler.
Desuden træningsdel, aktivitetscenter, sygeplejeklinik, administrationsdel, plads til frivillige foreninger, mulighed for at etablere et cafetilbud, lukkede uderum så mennesker med demens kan være trygge, og åbne uderum til dem som ønsker dette.
2022-prisen på centeret er 266 millioner, hvoraf den kommunale andel er 93 millioner. Resten finansieres huslejeindtægter.
Huslejen bliver i 2022 priser på 8800 kroner pr. måned, men hvis man kun har folkepension og ingen formue, vil man skulle betale 2200 kroner om måneden med boligstøtte.
Du kan læse mere om Soldalhus