Beboere og pårørende på det nye plejecenter Soldalhus i Sindal var i godt humør, da de fejrede nytår med taler, sang, musik, bobler og kransekage.
Stemningen var høj i “Solsalen”, hvor Anker Heilesen akkompagnerede fællessang med klavermusik, og hvor formanden for “Venner af Soldalhus”, Esben Mikaelsen holdt en tale fyldt med optimisme og forventning til fremtiden.
– Tænk sig, at da Vendelbocentret i sin tid åbnede, var der ingen, der kunne forestille sig, at det ville kunne blive forældet på kun 55 år, sagde formanden og roste de nye, topmoderne faciliteter på Soldalhus.
– Nu kan vi alle nyde de fantastiske rammer og glæde os over arealer med søer, vandløb og bakker lige uden for vinduerne.
Formanden understregede også vigtigheden af de frivillige kræfter, der har taget de bedste traditioner med fra Vendelbocentret.
– Der vil fortsat være banko, cykel- og busture, dame- og herreklub, sangdag og meget, meget mere, forsikrede han.
Højdepunktet for året bliver den traditionsrige 3-dages Musikfestival, som de frivillige knokler for at stable på benene.
– De mange frivillige er organiseret i foreningen ‘Venner af Soldalhus’, der har til formål at skaffe midler til aktiviteterne, forklarede formanden og opfordrede beboere og pårørende til at støtte op om det frivillige arbejde.
Nytårskuren på Soldalhus markerede en festlig start på et nyt kapitel for beboere og personale på det moderne plejecenter. Med et væld af aktiviteter og et stærkt fællesskab ser fremtiden lys ud for Soldalhus.