Endnu en af forårets små miniferier har taget sin begyndelse, og for mange betyder det, at man kan bruge lidt ektra tid under den varme dyne.
Bevæger man sig udenfor, vil man til gengæld opleve den diamentrale modsætning til en lun seng, skriver TV2 Nord.
Det er nemlig en ganske kølig morgenstund derude, hvor temperaturen mange steder ligger mellem 2 og 7 grader.
Helt lokalt er der endda blevet registreret let frost med minus 0,3 grader i Brandelev ved Næstved.
I løbet af dagen forventes temperaturen at stige til tocifrede varmegrader op til omkring 16 grader, når det bliver varmest.
Mest sol i Nordjylland
Fra dagens begyndelse hænger der en del skyer over det ganske land.
Øst for Lillebælt er det imidlertid et tyndt skydække, hvor solen sagtens kan skinne igennem, mens det opleves mere som overskyet i Jylland.
Som dagen skrider frem, bliver der efterhånden bedre plads til solen. Særligt i Nordjylland og i de østlige egne af landet er der udsigt til en del sol i eftermiddagstimerne.
Derimod bliver det med flere skyer på himlen fra Midtjylland ned over Vestfyn og Sydjylland. Her kan der endda helt lokalt falde en let regnbyge.
Temperaturen topper generelt med 13 til 16 grader – langs kysterne dog noget køligere.
Vinden er svag til jævn fra vestlig retning. Dermed er der mange, som får rig mulighed for at nyde dagens solskinsvejr.
Igen risiko for frost
I aften klarer det efterhånden op i hele landet, mens vinden lægger sig yderligere.
Dermed er der altså igen risiko for let frost den kommende nat.