Krumme aka den lune Niels Erik Schmidt strålede denne smukke lørdag formiddag sådan nærmest lykkelig om kap med de lange solstrejf på Strømgade i Hjørring.
Efter længere tids forhandling mellem Hjørring Alliancen og City Foreningen var Krumme og den ny togfører Casper Lind Thomsen, der faktisk er uddannet lokofører, samt den trofaste hjælper Peter Roesdahl, nemlig endelig klar til at lade borgmester Søren Smalbro klippe den røde snor foran Krummetoget.
Krumme benyttede lejligheden til at takke Søren Smalbro, som de fremmødte bestemt ikke måtte mistænke for kun at stille op i anledning af kommunalvalget, idet borgmesteren altid og uden forbehold har ryddet sin travle kalender for at klippe snore og holde en lille tale ved sæsonstart med Krummetoget.
Masser af store og små hjørringensere var da også mødt frem for at overvære den glædelige begivenhed og for manges vedkommende tillige for at få den første tur.
Krummetoget kører takket være City Foreningens overtagelse de næste måneder hver lørdag kl. 11 op og ned ad Strømgade og Østergade i Hjørring.
Foto: Niels Skipper.



I glemmer at Krumme forsøgte at lokke musikanter hyret ind af andre til at spille ved hans tog. Har han ingen pli? Usmageligt at tro alt handler om ham.