I sommeren 1859 foretog H. C. Andersen en større rejse i Jylland, skriver Vendsyssel Historiske Museum. Han opholdt sig i Vendsyssel fra den 30. juli til den 19. august.
De første 11 dage tilbragte han på Børglum Kloster, herefter et enkelt døgn i Hjørring efterfulgt af 6 dage i Frederikshavn. Herefter blev han kørt til Jerup, hvorfra turen gik videre til Skagen.
Under sit ophold på Børglum Kloster foretog H. C. Andersen en del udflugter i omegnen. Blandt andet besøgte han Løkken op til flere gange. Oplevelserne af den barske vestkysts natur på nærmeste hold, og af lokalbefolkningen, gjorde stort indtryk på ham, og gav senere, sammen med hans oplevelser i Skagen, anledning til, at han skrev fortællingen ”En Historie fra Klitterne”, som udkom ca. 4 måneder efter hans besøg i Vendsyssel.
Noget af det der gjorde stort indtryk på H. C. Andersen var, som hos så mange andre, sandet og blæsten: ”Solen brændte tilbage fra Sandet, saa Luften blev heed, man fornam en Stemning som i Africas Ørken… [og] …Klitterne røg, som var der Ild i dem, saaledes løftede Vinden det fine Sand”.
Også havet gjorde stort indtryk: ”Hele Havet var som eet stort Vandfald der styrtede mod Kysten, lange Bølger skumhvide skyllede over hinanden lige ude fra Horizonten, længst ude løftede de sig i Høide som de største Bygninger”.
Allerstørst indtryk gjorde dog synet af vestkystfiskerne, og de betingelser de var underlagt, hvilket H. C. Andersen beskriver direkte i ”En Historie fra Klitterne”:
“Er det nogenlunde bevæget Sø, og Fiskerne vende hjem med deres Fartøj, se dem da sætte over Revlerne, en af Folkene staar oprejst forude, de andre give agt paa ham … han giver dem tegn, at nu kommer den større Bølge, der løfter baaden over, og den løftes, saa at man fra Land ser kjølen af den, i næste nu er hele fartøjet skjult af Søen foran, ikke Baad, ikke Folk, ikke Mast er at øjne, man skulde tro, havet havde slugt dem, et øjeblik efter komme de, som var det et mægtigt Sødyr, der kravlede op af Bølgen.”
Citaterne stammer fra:
H. C. Andersens dagbøger 1825-1875,
H. C. Andersen: ”Reise i Vendsyssel 1859”, Jyske skildringer 1980,
H. C. Andersen: ”En Historie fra Klitterne”, Nye Eventyr og Historier 1859.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.