I skolernes sommerferie er børn velkommen til at male sommer-akvarel i Flyvsands vilde have i Lønstrup.
Børn kan låne akvarelpapir og akvarelfarve i Flyvsand Galleri & Butik og kan sætte sig i haven blandt vilde blomster og insekter og fordybe sig.
Det første akvarelpapir er gratis og for de fleste børn er det nok med ét stykke akvarelpapir. Herefter koster et ekstra ark 10 kr til gengæld er det også spændt op efter alle kunstens regler, så det ikke kryller når papirfibrene bliver våde.

Når man er færdig, får man akvarellen med hjem i en lille papirspose. En oplevelse og et sommerminde rigere. Alle børn uanset erfaring kan deltage. Det eneste krav er, at man er ifølge med en voksen.

Sommer-akvarel er hver dag fra 1. juli-10. august kl. 11-16. Man dropper bare ind når det passer og bruger så lang tid man har lyst. I tilfælde af regnvejr er sommerakvarel aflyst.
Flyvsand Galleri & Butik ligger på Rubjergvej 51 i Lønstrup. Det er nemt at finde hvis man kommer fra Rubjerg Knude Fyr og kører til Lønstrup, så ligger det som første hus på venstre hånd ved byskiltet.



