Kornets Hus syd for Hjørring frister med at holde sommerens skønneste picnic midt i Kornets Have med udsigt til det bølgende korn og med himlen over dig.
– Vi introducerer nu en picnickurv som vores bud på sommerens bedste madoplevelse i det fri. Drag blot ud i Kornets Have, bred et tæppe ud og nyd de mange smagsoplevelser, vi har sammensat til jer. Alt sammen med biernes summen, kornets farver og blomsternes duft omkring jer. Ren afslapning og nydelse med dem, du holder af.
Det fortæller Ole Izard Høyer, der er chef for Kornets Hus på adressen Guldagervej 501 Hjørring. Her kan du spise, bage og smage på kornet i hele Danmarks oplevelseshus for korn og madkultur med aktiviteter for både store og små.
Picnickurven indeholder udvalgte, hjemmelavede specialiteter, surdejsbrød, en lille sød ting samt husets egen sommersaft med citrus. Vin, øl, saft og sodavand kan tilkøbes. Kurven indeholder desuden al service samt et tæppe at sidde på.
– Picnickurven fås på alle åbningsdage i sommerferien og skal ikke bestilles på forhånd. Perfekt, hvis du får lyst til en spontan skovtur eller vil invitere kæresten eller veninderne på en særlig sommeroplevelse.




