Sådan betegner Langesund fra Norge uden tøven Dana Cup. Klubben mellem Oslo og Kristiansand har deltaget i turneringen hvert år siden 2005. I år er der tilmeldt seks hold med flere end 100 spillere.
– Vi elsker at komme til Danmark. Danskerne er gode til at tage imod gæster. Oslo og Norway Cup er alt for stor og slet ikke så hyggelig som Dana Cup, understreger Björn-Einar Myhre fra Langesund, der glæder sig over stor forældreopbakning, både på turen til Danmark og i forhold til økonomisk opbakning til deres børn.
– Vi regner med, at hver deltager skal betale omkring 6000 norske kroner, og selv om det er mange penge, vil alle rigtigt gerne afsted. Derfor har børne og deres forældre også gjort en kæmpe indsats for at samle penge ind. Vi søger frivillige organisationer, lige som vi oplever meget stor opbakning fra det lokale erhvervsliv, som gerne støtter os. Endelig, og ikke mindst, får vi fantastisk støtte fra Bamble Kommune. Vi kan søge økonomiske midler til vores klub, vi får tilskud til vores spillere op til 26 år, lige vi spiller gratis i de lokale idrætshaller og får plejet vores fodboldanlæg af kommunen.
– Spillere, ledere, forældre onkler og tanter og bedsteforældre har et fantastisk fællesskab. Vi har allerede været i Fårup Sommerland og i Action House, hvor vi bowlede og kørte gocart, smiler Björn-Einar Myhre.
– Allerede, når vi kommer hjem, begynder vi at tænke på næste års Dana Cup. Ikke mindst begynder arbejdet med at skaffe penge til turen. Selv om vi bor tæt på Larvik, hvorfra Color Line sejler til Hirtshals, kører vi gerne den noget længere tur til Kristiansand, hvor vi billigere kan komme med Fjordline. Vi skal benytte de muligheder, hvor vi får mest for vores penge, understreger han og tilføjer, at spillere, ledere og familiemedlemmer de første år boede i lejede sommerhuse i Lønstrup, men de senere år har boet på skoler i Hjørring.
Kilde: Dana Cup.