Tversted Borger- og Turistforening, Klitgården og Tversted Jazzy Day inviterer lørdag den 10. august alle til Sommerfest i Haven ved Klitgården med leg, hygge og koncert med Klaus Menzer & The Groovy Bag med Bobo Moreno og Kjeld Lauritsen.
Der er en eftermiddag og aften med gratis adgang og med mulighed for at møde gamle venner og skabe nye bekendtskaber på tværs af alt. Der bliver masser af aktiviteter, god mad og ikke mindst god musik for alle størrelser.
Program:
Klokken 15.00: Åbning af Sommerfest i Haven
Klokken 15.15: Koncert med Sistema, som henvender sig til yngre børn
Klokken 16.00: Opvisning og workshop med jonglørerne Lærke og Malthe
Klokken 16.45: Kæphest turnering
Skaterparken er åben og der er mulighed for lån af løbehjul, streetfodbold på pannabane og streetbasket hele dagen.
Mulighed for udsmykning med ansigtsmaling
Popcorn, slush ice, pølsehorn, vafler, kolde og varme drikke.
klokken 17.30: Madboderne åbner
Klokken 20.00: Koncert med Klaus Menzer & The Groovy Bag feat. Bobo Moreno og Kjeld Lauritsen.
Om Klaus Menzer & The Groovy Bag
Klaus Menzer, den legendariske danske trommeslager fra Moonjam og Sneakers, ELSKER groovy organ souljazz og har dannet et spritnyt orkester, hvor rygsækken er stoppet med tilbagelænede beats og funky rytmer.
Hør numre som “50 Ways to leave your lover”, “Soul Song” “One Hundred Ways” når Klaus Menzer and The Groovy Bag spiller op til koncerter rundt om i landet.
Klaus Menzer, trommer
Har spillet med alt hvad der kan krybe og gå og er med på et utal af indspilninger.
I 2009 fik han Ken Gudman Prisen. Prisen er en af dansk rocks store og væsentlige priser.
Niels Ole Sørensen, Hammondorgel
Har spillet et hav af jobs på de danske jazzklubber og jazzfestivaler med Organic3, med blandt andre Uffe Steen og Hymn To Freedom med Steen Nikolaj Hansen.
Derudover er han kirkeorganist i Tversted & Uggerby Kirker.
Han er formand for jazzfestivalen “Tversted Jazzy Days”.
Bo Møller, guitar
Har spillet med blandt andre Hammondorganisterne Kjeld Lauritsen og Gunnar Sjur Ringøen. Og spiller i gruppen Flat Bop.
Han har så mange spillejobs, at han ikke har tid til at promovere sig selv.
Hvis man ikke har hørt Bo før, så er det på tide !