En flok af byens unge mennesker havde påtaget sig opgaven med at arrangere årets sommerfest i Tornby – efter festen måtte aflyses i 2023.
Hele weekenden blev der derfor budt på forskellige aktiviteter på idrætspladsen ved Tornby hallen. Fredag var der arrangeret aktiviteter i Multisalen for børn. Senere fredag var der mulighed for at grille medbragt menu i godt selskab efterfulgt af en omgang musikbanko. Fredag aften bød endvidere på en dartturnering.
Sommerfesten fortsatte lørdag formiddag med spil og leg for børn,i nden der blev afholdt en kæphestekonkurrence. Der var også mulighed for at få en trækketur på en rigtig hest.
Tornbys Store Bagedyst var et festligt indslag. Bagefter kunne der købes et stykke af de flotte kager sammen med en kop kaffe eller the.
I det silende regnvejr lørdag eftermiddag blev konkurrencen ”Tornbys stærkeste mand” afviklet. Her skulle deltagerne igennem forskellige discipliner med bl.a. armhævninger, løft af tunge marksten m.v.
Sideløbende med eftermiddagens konkurrencer blev der afviklet flere fodboldkampe på Tornby Stadion.
Sommerfesten fortsatte lørdag aften med fællesspisning i teltet. Her havde 200 tilmeldt sig, hvor menuen bestod af helstegt pattegris med diverse tilbehør. Traditionen tro blev Årets TIF’erogså kåret. Denne hæder tilfaldt i år Lasse Jørgensen. Efter spisningen spillede DJ’en op til dans resten af aftenen.
Der skal lyde en stor tak til flokken af unge ildsjæle, der havde påtaget sig udfordringen med at arrangere årets sommerfest i Tornby. Stærkt initiativ!
Foto: Privat og Niels Chr. Jakobsen.