Selvom antallet af sommerhusgrunde til salg det seneste år er steget fra 802 til 859, er optimismen stadig høj, idet udbudspriserne i samme periode er steget med 12 pct.
I gennemsnit blev en sommerhusgrund udbudt til 430.000 kr. i januar 2021, mens de her et år efter bliver udbudt til 482.000 kr. Det fremgår af beregninger af tal fra Boligsiden.dk, som ejendomsmæglerkæden Estate har foretaget.
Den stigende sommerhushype, der har præget Danmark under pandemien, ser ikke ud til at være ovre endnu, vurderer Estates presseansvarlige, Thomas Hovgaard.
-I pandemiens start blev markedet nærmest støvsuget for sommerhuse og sommerhusgrunde. Mange af os manglede et frirum eller noget praktisk at foretage os, fordi isolationen sled på os, og her så vi især sommerhusgrunde og mindre sommerhuse, som man kan sætte sit præg på og udvide, blive revet væk. Aktiviteten er faldet siden hine dage i 2020 og 2021, men interessen er på ingen måde væk, siger Thomas Hovgaard.
Selvom Coronaen er på kraftig retur i Danmark, gælder det langt fra alle lande, som mange danskere ynder at rejse til i deres ferier.
-Det er netop begrænsninger i at kunne rejse, der har gjort sommerhuse ufattelig attraktive på kort tid, og vi tror, at hypen kommer til at fortsætte også i 2022, hvor sommerhussalget stadig er ret imponerende. Fordi mange har oplevet, at deres friværdier er steget under Corona, giver det også mulighed for at netop at erhverve et sommerhus eller en sommerhusgrund, hvor man selv kan opføre sit drømmehus, siger Thomas Hovgaard.
I modsætning til tidligere er der blevet flere yngre sommerhusejere, og det mener han kan være et varsel om, at dynamikken på sommerhusmarkedet kan være ved at skifte.
-Indtil for ganske nylig var det enten meget etablerede eller ældre, der fortrinsvis ejede sommerhuse, men under pandemien har vi set, at yngre segmenter i langt højere grad end tidligere er blevet sommerhusejere. Fortsætter den tendens, hvilket vi mener er ret sandsynligt, vil det betyde, at der fortsat vil være høj efterspørgsel på sommerhuse, idet ejerskaren bliver udvidet betydeligt, siger Thomas Hovgaard.