Danskere, der i disse måneder går med overvejelser om at sælge deres sommerhus, har fortsat gode kort på hånden. For selv ikke inflation og stigende renter ændrer på danskernes store behov for at komme ud i naturen og slå benene op.
Siden januar er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på sommerhuse i Danmark steget fra 21.932 kr. pr. kvm i januar til 22.776 kr. pr. kvm i maj – svarende til en stigning på 3,9 pct. For et typisk dansk sommerhus på 90 kvm betyder det en værdiforøgelse på knap 76.000 kr. i første halvår af 2022. Det viser friske markedstal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.
Ifølge pressechef Alexander Falck Winther vidner det om et sommerhusmarked, hvor der stadig er god aktivitet. Det gælder især i populære sommerhusområder som Sjællands Odde, Syddjurs, Falster, Bornholm og langs den jyske vestkyst.
-Vores mæglere melder om et lidt roligere marked end de foregående to år, men her var også tale om to år præget af ekstraordinær stor handelsaktivitet grundet coronapandemien og samfundsnedlukningerne, der kickstartede danskernes sommerhusdrømme. Men der har fortsat været pæn aktivitet i de populære sommerhusområder henover første halvår i 2022, siger han.
Landegrænserne er for længst åbnet igen, og selvom coronavirussen fortsat spøger i kulissen, er pandemien godt under kontrol, og et utal af danskere planlægger i år at tilbringe sommerferien i udlandet.
Fortsat gode betingelser for sælgere
Et stigende boligudbud giver køberne flere sommerhuse at vælge imellem, og derfor skal man som sælger nok i lidt større grad end tidligere forberede sig på prisnedslag og lidt længere salgstider i andet halvår.
Men det er ikke ensbetydende med, at man som sælger ikke har gode kort på hånden. For udover fortsat stigende kvadratmeterpriser i 2022, er den gennemsnitlige salgstid på sommerhuse faktisk faldet fra 122 dage i januar til 115 dage i maj. Da coronapandemien brød ud i marts 2020, var den gennemsnitlige salgstid helt oppe på 265 dage.
-Sommerhusene bliver stadig solgt markant hurtigere end tidligere år, så går man med overvejelser om at sælge sit sommerhus, er der trods stigende boligrenter fortsat gode betingelser for et godt og effektivt salg, siger Alexander Falck Winther.
Ifølge boligsidens tal er der frem til uge 26 solgt 4.822 sommerhuse i Danmark.
Note: Boligsidens tal for juni var fejlbehæftet, og artiklen er derfor opdateret med senest tilgængelige tal for maj.